Sagen om de efterhånden herostratisk berømte buslangsider hos Movia fik et twist i går, da DR via aktindsigt fandt ud af, at langt de fleste klager over den famøse ”politisk betændte kommunikation” var skabt af en israelsk lobby.
Det var breve og mails, skrevet på engelsk, af forargede borgere, og hvor de fleste altså var udlændinge, der fik Movia-bestyrelsen til at fjerne busreklamen med ”nej tak til produkter produceret på de besatte områder i Israel”.
For en god ordens skyld bringer vi reklamen:
”Vores samvittighed er ren! Vi hverken køber produkter fra de israelske bosættelser eller investerer i bosættelsesindustrien”, stod der i kampagnen fra Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening.
Den opfordring fik folk fra Israel, Japan og andre relevante steder, hvor man ikke har det godt med 35 buslangsider i København, til at skrive til Movia:
”Jeg er blevet udsat for den nylige hadefulde reklamekampagne på jeres busser. I annoncen er der indhold, som sårer mine følelser som israeler og det israelske folks følelser.”
DR har oversat indholdet af det standardbrev, en stor del af klagerne har sendt af sted. Og man fristes jo til at konkludere, at græsrods-demokratiet har sejret endnu en gang.
Det eneste uheldige er desværre – set fra israelernes side – at opfordringen fra Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening har fået oceaner af omtale, uden at betale en krone. Med andre ord har en israelsk lobby skudt sig selv i foden med et dobbeltløbet jagtgevær, skriver redaktøren i sin seneste blog.
Og læringen er: Når man eksekverer indefra-og-ud, begår man næsten altid en katastrofal fejl. Udefra-og-ind virker bedre, fordi det stimulerer omtanken, før vreden tager over.
Læs hele blog-indlægget.