KLUMME: Hvordan kan de kloge igen-igen tage så meget fejl?
Det synes at være et af de helt store spørgsmål, som trænger sig på her umiddelbart efter det amerikanske valg.
Hvordan kunne meningsmålingerne dog være så fejlagtige, ligesom de var før Brexit-afstemningen i UK?
På trods af alverdens nymodens teknik, så er det ikke lykkedes at komme med retvisende forudsigelser af resultaterne.
Det får mig til at tænke på, om svaret ligger i en naturlig menneskelig reaktion – og at skurken i virkeligheden ikke er meningsmålingerne, men derimod de sociale medier…
SoMe som skurken
Vi ser, at SoMe med Facebook i spidsen over de sidste år har udviklet sig til en form for offentlig gabestok, når folk diskuterer holdninger og politiske synspunkter.
Hvis man var så “politisk ukorrekt” at ville stemme ja til Brexit eller stemme på Trump, så var man langt hen ad vejen lovløs på SoMe, hvor mange har følt, at det er helt OK at håne og nedgøre folk, der ikke følger onlinefællesskabernes højtråbende flertal.
Det samme så vi ved sidste års folketingsvalg, hvor der var lynchstemning omkring folk, der havde stemt på DF.
Jeg så sågar venner i mit feed, som blandt deres egne Facebook-venner efterlyste DF-vælgere, fordi de var interesseret i at stille dem kritiske spørgsmål og helst gerne i det offentlige rum.
Undertonen handlede dog primært om et spørgsmål: “Hvordan f***** kan du få dig selv til at stemme på DF?” Og det var der faktisk nogen, der forventede at få et offentligt svar på.
Så når Hillary-fans har råbt op og delt satiretegninger af Trump, så har de medvirket til at fjerne den offentlige stemme for Trumps fans.
En stemme, der også er forsvundet i diverse meningsmålinger, fordi de ikke har haft behov for at skulle stå til ansvar for alle.
Men meget vigtigt er det, at deres stemme jo IKKE er forsvundet, når de står i valgboksen med magten i deres kryds, hvor de kun skal stå til ansvar over for sig selv.
Så paradoksalt nok kan man sige at Hillary-fans’ ivrighed på SoMe har fjernet Trump-fans’ stemme fra det offentlige rum, hvilket kan gøre SoMe til en af de største årsager til de misvisende meningsmålinger.
Influencers uden indflydelse
Vi taler også tit om, hvordan det kan være klogt at bruge influencers i sin markedsføring for at nå ud til et større publikum og udnytte den indflydelse, de kendte har, men denne gang svigtede de.
George Clooney, Robert De Niro, Meryl Streep, Lady Gaga, Katy Perry, Madonna, Stevie Wonder, Beyoncé etc. etc.
Listen af kendte Hilary-supporters er alenlang, alligevel fik de ikke resultatet til at ændre sig. Hvorfor?
En af årsagerne kan være, at alle disse kendisser tilhører eliten, men at valget blev afgjort af almindelige vælgere, vælgere hvis stemme måske er fjernet fra SoMe, men som har råbt tilstrækkelig højt i valgboksen til at ændre det forventede resultat.
Sidste spørgsmål handler om alle dem, der lovede at de ville flytte fra USA, hvis Trump blev valgt. Bringer det folk til Canada, eller er vi mon så heldige at få nogle af dem at se i Danmark? ![]()