I forbindelse med et større projekt om børn, reklame og socialisering afholder Forum for Reklameforskning et internationalt seminar i København den 26. juni med deltagelse af centrale internationale forskere som foredragsholdere, herunder bl.a. professor Deborah Roedder John, University of Minnesota og professor Brian Young, University of Exeter. Fra Danmark deltager bl.a. lektor Anne Martensen med en præsentation af resultaterne fra en undersøgelse af børns kendskab til og opfattelse af reklame og deres seervaner. Desuden vil Jens Halling og Gitte Bach Lauritsen præsentere resultater fra en undersøgelse af børn som forbrugere. Endelig vil professor Flemming Hansen lede en panel diskussion, hvori bl.a. deltager professor Folke Ölander, Handelshøjskolen i Århus, Birgitte Tufte, Danmarks Lærerhøjskole og en repræsentant for reklamebranchen.
Seminaret afholdes på Handelshøjskolen i København, Solbjerg Plads 3. Deltagerafgiften er kr. 875.-. Gratis for medlemmer af Forum for Reklameforskning. Nærmere oplysninger om seminaret kan fås hos Trine Gammelgaard, Forum for Reklameforskning, Institut for Afsætningsøkonomi, tlf. 38 15 21 45 eller e-mail: tgj.marketing@cbs.dk .Tilmelding til seminaret senest 15. juni.
FORSKNING I CRM
To artikler i det nye nummer af FACTS (nr. 15, maj 2001) beskæftiger sig med Customer Relationship Management ud fra forskellige forskningsmæssige aspekter.
Professorerne Niels Jørgensen og Per V. Freytag, Syddansk Universitet giver et overblik over den historiske udvikling i teorierne om kunderelationer på B-t-B markedet og videbringer interessante resultater fra et empirisk studie, der peger fremad mod yderligere forskning på området.
Lektorerne Lars Grønholdt og Anne Martensen viser resultater fra Dansk Kundeindex på B-t-C markedet, hvor tendensen er, at jo mere ens produkterne er, jo sværere er det at vurdere kvalitetsforskelle, og jo vigtigere for forbrugernes loyalitet bliver deres opfattelse af relationen.
Desuden indeholder FACTS nr. 15 bekrivelser af to nye forskningsprojekter fra henholdsvis MAPP Centret og Forum for Reklameforskning, nyt fra institutterne og en oversigt over nyudkomne bøger, working papers m.v.
FACTS udgives af Afsætningsøkonomisk Forskningsråd/Dansk Markedsføringsforbund og sendes vederlagsfrit til interesserede medlemmer af forbundet. I øvrigt kan FACTS også læses på DMF`s hjemmeside: www.d-m-f.dk