Røde Kors har lanceret en ny hjemmeside, som gør det muligt for medarbejderne i en virksomhed at sende webjulekort til kunderne. Når julekortene sendes, giver virksomheden kunden mulighed for at vælge en donation til et af tre udvalgte nødhjælpsprojekter.
Virksomheden Toprent er en af de første i Danmark, der sender de nye Røde Kors web-julekort ud til sine kunder.
– Det er en ny, anderledes og sjov måde at sende julekort på. Og jeg tror, de rammer lidt mere ind i hjertet hos vores kunder, end et normalt julekort ville gøre, siger Vibeke Lyngholm Larsen fra Toprent.
Førhen kunne virksomhederne blot fortælle deres kunder, at de havde doneret penge til Røde Kors i anledning af julen. Med de nye webjulekort bliver det kunderne, der bestemmer, hvad pengene skal bruges til.
På hjemmesiden vises tre af organisationens humanitære projekter, som med julekortet får mulighed for at få en donation – f.eks. et om rent vand, et om børn og et om Røde Kors’ generelle arbejde.
Disse tre projekter bliver præsenteret i webjulekortet sammen med en personlig julehilsen fra medarbejderne i virksomheden.
Kunden, altså modtageren af julekortet, kan derpå stemme på det projekt, som han eller hun mener, bør modtage donationen.
– Pengene bliver simpelthen fordelt ud fra antallet af stemmer på de enkelte projekter, fortæller Tora Klevås fra Dansk Røde Kors.
Julekortene afsendes fra hjemmesiden, hvor man også kan se statistik over både sendte julekort og resultatet af afstemningen.
Læs mere på
www.webjulekort.dk sit