Hvert år udvælger den danske afdeling af IAA – International Advertising Association – årets bedste offentlige og ikke-kommercielle kampagner.
I år er valget som bedste nationale public-service kampagne faldet på Beskæftigelsesministeriets seniorkampagne ”Et par år ekstra gør en forskel”, der gennem senioraftaler skulle få flere ældre til at blive et par år ekstra på arbejdsmarkedet. Kampagnen er udarbejdet af reklame- og kommunikationsbureauet Umloud Untd.
Bedste regionale public-service kampagne går til
R98’s kampagne ”Der er alternativer”, der minder borgerne om at sortere deres papir- og papaffald. Også denne kampagne er udarbejdet af reklame- og kommunikationsbureauet Umloud Untd, der derved vinder begge kategorier, som det første bureau i IAA-prisens historie.
Sikkerhedsstyrelsens Fyrværkerikampagne 2004/2005 fik tildelt hædrende omtale. Bureauet bag er Raffinaderiet.
Gennem den årlige uddeling af IAA-priserne til de bedste offentlige kampagner sætter IAA fokus på det offentliges kommunikation med borgerne. For at fastholde fokus på kvaliteten i den offentlige kommunikation lancerer IAA nu også ”IAA-PUBLIC” uddannelsen, som er en tværfaglig kommunikationsuddannelse for den offentlige og non-kommercielle sektor.