Sennheiser – der bl.a. er kendt for høretelefoner i den ikke helt billige ende – går nye veje og indleder et samarbejde med to danske hitmagere.
Det drejer sig om de to DJ’s og producerere Morten Hampenberg og Alexander Brown, som skal gøre Sennheiser-brandet mere kendt og populært blandt det brede publikum herhjemme.
– Med Hampenberg og Alexander Brown bygger vi ovenpå Sennheisers brand. Nu skal vi ud på en rejse, hvor vi bevæger os ud på gaden og får fat i det brede publikum. Livsstil fylder mere og mere på markedet for høretelefoner, og den tendens ønsker vi også skal være en del af vores brand. Men frem for alt vil vi give forbrugerne en lydoplevelse, som går udover det sædvanlige, siger Susanne Meiniche, Marketing Communications Nordic, hos Sennheiser Danmark.
Morten Hampenberg og Alexander Brown har flere års erfaring fra den danske musikscene, og de gjorde sig senest bemærkede med den vanskeligt overhørbare ”Skub til taget”-hit, der har fået mange danskere til at løfte hænderne i vejret.
– Vi ved, hvor vigtig den gode lyd er. Når vi producerer musikken, men også når den skal afspilles. Jeg synes, det er virkelig ærgerligt at se, hvor mange der bruger flere tusinde kroner på en afspiller eller en smartphone og så kun bruger 99 kroner på et par høretelefoner. Det er ikke sådan, musik skal høres. Som producere ved vi, at al musik har mange forskellige lag, som alle bidrager til den fulde musikoplevelse, og det kan man ikke få ud af alle høretelefoner. Langt fra, siger Alexander Brown.
Han bakkes op af Morten Hampenberg.
– Det er fedt, at Sennheiser har valgt os som ambassadører for deres brand. Jeg bruger i forvejen Sennheiser, så jeg var slet ikke i tvivl, da vi blev spurgt. Vi er jo musiknørder, så vi går op i at give vores publikum den bedste musikalske oplevelse, og det mener vi, at Sennheiser også er garant for. Så matchet er tydeligt, siger Morten Hampenberg.
Udover Hampenberg og Brown i Danmark har Sennheiser indgået samarbejder med DJ’s i hele Norden. I Sverige er samarbejdet indgået med Rebecca & Fiona, i Norge med DJ Carina og DJ Nils Noa og i Finland med Super8 & Tab.