En stor del af moderne markedsføring ligger i dag i kløerne på Googles søgealgoritmer.

For nogle mere bekvemt end andre – dog hovedsageligt de virksomheder, der er begunstiget med medarbejdere, som er fikse på fingrene til søgemaskineoptimering.

Men i takt med, at tiderne skifter, er SEO’s betydning som den hellige gral ved at rinde ud.

Sådan lyder meldingen fra Peter Munkholm, Head of Web hos reklamebureauet Rechnitzer. Han mener det er tid til at lægge SEO i graven – vel at mærke som selvstændig marketingdisciplin.

Han peger på, at der i dag er flere andre faktorer end lige de rigtige søgeord, som spiller ind på en topplacering i søgeresultaterne.

– I mange år har man anvendt forskellige teknikker for at snyde søgemaskinerne og få en bedre placering. Man har placeret de samme søgeord over alt på siderne, og lavet alverdens tekniske krumspring. Men man har glemt, hvad det oprindelige mål var, nemlig at give brugerne, det de leder efter. Og selvfølgelig i sidste ende mere salg og tilfredse kunder, lyder det fra Peter Munkholm

– Det handler først og fremmest om kommunikationen. Er budskabet og oplevelsen på sitet interessant, er det vores erfaring, at så kommer placeringerne i søgeresultaterne af sig selv. At indtænke SEO er for os at designe kommunikationen og en brugeroplevelse, der afleverer budskabet effektivt, og følge op derpå, tilføjer han.

Et synspunkt der til dels deles af reklamebureauet Sunrise som i sidste ugegav udtryk for, at for mange virksomheder gambler med deres udgifter til SEO og SEM.

SEO er strategisk kommunikation

Peter Munkholm mener, at virksomheder skal se på SEO på samme måde som man ellers vil se på strategisk kommunikation.

– Det handler mere om at kreere veldesignede brugeroplevelser, end det handler om teknik. Når det er sagt, er det stadig vigtigt at skaffe links fra andre sites og holde øje med, hvor vi får alle de rare links fra. Bliver der linket til vores website fra mange sider med dårligt omdømme, kan det trække ned, forklarer Peter Munkholm

Det er indholdet på websitet, der er motoren, og er indholdet i orden, og er der nok af det, kan vi opnå en selvforstærkende effekt, hvor de besøgende deler og linker til vores indhold, der så igen tiltrækker endnu mere trafik, fremhæver Peter Munkholm og fastslår, at det grundlæggende handler om at sikre, at ens website bliver kundens naturlige endestation for deres søgning i markedet.