Preben Sepstrup (PS) har i Markedsføring 8/2001 (Verden vil bedrages og netanalyser er som skabt dertil) fremført et bredt angreb på netanalyser som helhed. Der er således ingen kære mor, for alle netanalyser kan tilsyneladende skæres over én kam. Som direktør i Instant-Answer kan jeg imidlertid kun svare for min egen virksomhed.
Først og fremmest kunne jeg savne dokumentation for PS påstand om, at Instant-Answer skulle påstå, at vores analyser er repræsentative for Danmarks befolkning som helhed.
Men den mest direkte kritik af Instant-Answer kommer i en “case“ om vores UngdomsBarometer, hvor PS venligt opfordrer Instant-Answer til at opfatte indlægget som reklame. Jeg vil derfor også opfordre PS til at opfatte mit indlæg, som en positiv kritik af hans informationsindsamling og dokumentation.
PS er også venlig nok til at se bort fra en hel masse ting inden han begynder at kritisere vores produkt. Jeg vil naturligvis også være så venlig, at jeg vil se bort fra:
– At PS i sin kritik af UngdomsBarometerets repræsentativitet benytter resultater fra en fokusgruppe til at underbygge sin påstand.
– At PS tydeligt giver udtryk for, at man ikke kan regne med hvad journalister skriver, men ikke på denne baggrund har følt anledning til at kontakte Instant-Answer for at få dokumentation i forhold til den konkrete undersøgelse (vi kunne blandt andet have fortalt PS, at der også i vores undersøgelse er forskel mellem opfattelsen af reklamer i de forskellige aldersgrupper).
– At PS mener at vores udsagn om at 90% af de unge mellem 15 og 30 er på internettet – “høfligt sagt er tvivlsomt“. Da PS er “medieanalytiker“ må jeg formode, at han har adgang til Index DK/Gallup, hvor jeg opfordrer til at slå op under “Bruger Internettet“ (Privat, Arbejde, Uddannelses inst. eller andre steder).
Men de ting som PS ikke er villig til at se bort fra, må jeg jo prøve at kommentere, selvom noget af svaret bliver nødt til at formuleres som spørgsmål. For i sin iver efter at så tvivl om UngdomsBarometerets respræsentativitet, glemmer PS nemlig selv at dokumentere sine kilder til bl.a. repræsentativiteten.
Derfor: Hvornår er tallene fra Danmarks Statistik indsamlet?, hvordan?, hvad bliver der spurgt om? Og meget vigtigt i forhold til repræsentativiteten – tager undersøgelsen højde for at mange unge kun kan kontaktes via mobiltelefon, og at Danmarks statistik kun kan kontakte Tele Danmark abonnenter i denne gruppe? (I Instant-Answers UngdomsBarometer har f.eks. kun 34% af mobilabonnenterne deres abonnement hos Tele Danmark)
Vi medgiver gerne, at der er forskel på internetbrugere, der har adgang hjemme og dem, der har på skoler, institutioner m.m. Og hvad så? Instant-Answer hævder jo netop at panelet er repræsentativt for de unge som helhed, og at denne sondring af internetbrugere derfor er lige så “vigtig“, som det ville være i en telefonbaseret undersøgelse.
At vores panel “formodentlig“ også skulle adskille sig fra de internetbrugende unge som helhed, er naturligvis svært at kommentere, da vi som sagt ikke kender præmisserne for PS tal (og ikke er blevet kontaktet for at dokumentere, hvordan vores UngdomsBarometer er sammensat).
Slutteligt vil jeg dog rose PS for sit klarsyn mht. til den generelle internetpopulation. At de har mere moderne holdninger og værdier end befolkningen som helhed. Det oplyser vi nemlig også vores kunder om, og det kunne vi også have oplyst PS om, hvis han havde kontaktet os. Personerne med moderne værdier og holdninger er nemlig ofte de personer, som er interessante for vores kunder i forbindelse med deres markedsføring. Jeg formoder heller ikke, at Preben Sepstrup indkalder ældre kvinder med tradionelle værdier til en fokusgruppe om WAP-telefoner.
Det er altid nemt at beskylde andre for bedrag, men når dokumentationen og informationsindsamlingen er så mangelfuld, som den PS leverer, tror jeg roligt vi kan sige, at bedraget bliver begået andetsteds.