Ender det med, at Socialdemokratiet og SF vinder det kommende valg, frygter topbosser i servicesektoren, at branchen går i stå.
Stifter og storaktionær i landets næststørste serviceselskab – Forenede – truer endda med at trække sig fra det danske omsorgsmarked, hvis politikerne ikke åbner døren for private leverandører, på samme måde som det er sket i Sverige.
Rød bloks svar er større valgfrihed til kommuner og regioner.
– Bliver det rød blok, der vinder det kommende valg, kan det godt være, at vi skal lukke nogle ting ned i vores danske forretning. Jeg frygter, at en kommende rød regering vil rulle privatiseringen 10 år tilbage i tiden, siger Peer Christian Krogh, der er adm. direktør og stifter i Forenede med en omsætning på 2 mia. kr.
Rød bloks vision gør op med regeringens politik ved blandt andet at lade kommunerne fastlægge deres egen udbudspolitik og afskaffe det obligatoriske krav om frit valg i hjemmeplejen.
– Vi tror ikke på tvungen udlicitering af opgaver, men lægger op til større frivillig udvikling af offentligt-private samarbejder, siger SF’s finansordfører, Ole Sohn.