– Hvis det ikke skaber røre, er det ikke godt nok, mener Fleggaards administrerende direktør, Niels Sterndorff, om grænsebutikskædens markedskommunikation.
For fire år siden startede virksomheden en gennemgribende rebranding. Målet var ifølge direktøren at løfte sig ud af ”den sorte grænsehandel” med småsnavsede butikslokaler og fejlfyldte reklameaviser.
Mens Envision blev hyret ind til at foretage den grafiske makeover fra DanDiscount og logo med vikinge-attributter til rolige farver i antracit og bordeaux, er det Uncle Grey, der fik til opgave at skabe et univers, der brøler gennem reklamestøjen.
Det har ført til ”Lige over grænsen”-kampagnerne, der staver provokation med stort P og ikke står tilbage for at smide kludene. Seneste skud på stammen er Uncles virale film, med de storbarmede, topløse faldskærmspiger, der til Richard Wagners Valkyrien er gået kloden rundt.
Og ja, sex kan sagtens sælge – hvis det bare det er pakket ind i fed ironi, mener Fleggaards marketingchef, Nanna Harder.
Spottet viser vejen for Fleggards reklameunivers anno 2009 – som bliver mere James Bond.
– Mister Fleggaard udstråler bevidst mere modenhed og klasse. Derfor bevæger vi os også væk fra dansk strip og affarvede blondiner til Playboy mansion, siger Nanna Harder.
Husk kassedamen
Det er vigtigt, at medarbejderne kendte de nye film, inden kunderne gjorde det. Så inden de første landsdækkende reklamefilm gik i æteren (dem med Stripperkongens piger, der gav poledancing på ladet af en trailer), samlede Fleggaard alle ansatte i sit Hotel des Nordens ved Kruså grænseovergang til en peptalk.
Her sørgede Stripperkongens piger og Mick Øhlendal for den rette stemning, der blev spillet ”Eye of the Tiger”, og alle ansatte modtog en MP3-afspiller med filmene på. Så kunne man også vide det kommende glade vanvid til dem derhjemme.
– Det er vigtigt, at også kassedamen kan svare på kundens spørgsmål og kommentarer, understreger Sterndorff.
Du kan her se alle
Fleggaards reklamefilm – med og uden tøj på.
Læs mere om Fleggaards rebranding og provokerende kommunikationsveje i Markedsføring 2-2009, der udkommer i denne uge.