Alle ved, at sex sælger. Således også domænenavnet Sex.com, der netop er blevet solgt for 69 millioner kroner. Men det har tidligere vist sig at være en dårlig idé at drive forretning via Sex.com.
Domænets tidligere ejer, Escom, gik i foråret konkurs efter i 2006 at have købt domænet for omkring 65 millioner kroner. Før det var domænet midtpunkt i en 12 år lang strid mellem to amerikanere, der begge hævdede at have ret til domænet. Det endte med en erstatningskendelse på 320 millioner kroner, der endnu ikke er betalt. Den historie er i øvrigt blevet til bogen ”The Sex.com Chronicles”.
Nu er Sex.com altså overdraget til Clover Holdings, der er registreret på en caribisk ø, efter en domstol i Californien har sagt god for handlen.