Specialister fra universiteter og analysevirksomheder over hele verden har undersøgt, hvordan mænd og kvinder ser verden.

Det første studie på 210 personer i Danmark, Frankrig, England, Spanien, Holland, USA og Brasilien er netop afsluttet.
Resultaterne viser, at mænd kigger 37 pct. længere på kvindens kavalergang end kvinder.
For danskere er forskellen endnu større. Danske mænd lader blikket dvæle længere ved kvindens bryster end nogen anden nationalitet, og over dobbelt så lang tid som danske kvinder.
Det er også bemærkelsesværdigt, at kvinder generelt bruger 27 pct. mere tid på at betragte kvindens fingerring end mænd.
Også her skiller de danske testpersoner sig ud. Sammen med de engelske kvinder er danske kvinder dem bruger længst tid på at studere ringen. Danske kvinder bruger hele 60 pct. mere tid end danske mænd.
Testpersonerne er også blevet spurgt om deres opfattelse af kvinden.
• Omkring 70 pct. af de mandlige testpersoner opfatter kvinden som tiltrækkende eller meget tiltrækkende.
• Omvendt mener kun 45 pct. af de kvindelige testpersoner det samme.
Danske kvinder beskriver kvinden som vulgær og tarvelig, mens de fleste danske mænd synes hun er sexet. Det eneste mænd og kvinder enes om er, at kvinden må være berømt eller magtfuld.
Om undersøgelsen er interessant afhænger af øjnene, der ser. Og de ser som bekendt forskelligt.
I ugens løb har den nyeste kommunikation fra JBS også skabt røre i andedammen. JBS har valgt at lade lækre, cubanske damer ”teste” JBS-undertøj med det, de fleste vil kalde for en stærkt sensuel tone.
Vi har spurgt Anne Glad fra Sunrise, om der overhovedet ligger en kommunikativ læring her – bortset fra moralske opstød eller smørrede grin.
– Jeg er ikke overrasket over undersøgelsens resultat. Og jeg kan jeg heller ikke forestille mig, at JBS og deres reklamebureau er over reaktionerne på deres reklame. Sex sælger – og sexede kvinder sælger især til mænd. Og ja, kvinder kan blive irriterede, måske endda frastødt ­ af vampede kvinder, siger Anne Glad.
– ­ En humoristisk vinkel kan som regel bløde kvindernes perception op, hvilket jo er præcis, hvad JBS prøver. Men der vil altid være kvinder, der vægter det ”sexistiske” i JBS-kommunikationen i stedet for at grine med,­ og det forstærkes af, at JBS tidligere har dummet sig med den famøse sygeplejerskeannonce. Derimod er humor totalt fraværende i undersøgelsen om mænds tiltrækning af kavalergangen. Det er dybest set bare en undersøgelse, der konstaterer det, de fleste ved i forvejen.
Tror du, at JBS rammer plet?
– Det er svært at sige. Man kan nemlig diskutere, om kommunikationen er helt vellykket. Det må vi håbe, for JBS har trods alt stadig en stor målgruppe, hvor det er lillemor, der står for indkøbet af fars underdrenge. Bliver hun først sur, skal hun nok finde alternativer. Personligt synes jeg, at reklamen er sjov, fordi den er så overdrevet, men ikke specielt fræk eller sexet. Jeg grinede især over klippet med de hoppende bolde, slutter Anne Glad.
Alle testpersoner i eyetracking-undersøgelsen blev bedt om at kigge på billedet af kvinden i 20 sekunder.