Sexisme findes også i den danske bureaubranche. 

Sådan lyder meldingen fra Tine Aurvig-Huggenberger, der er CEO i bureauernes brancheorganisation, Kreativitet & Kommunikation. 

Hun oplyser nu, at man i KreaKom – i kølvandet på den debat, der lige nu kører i mediebranchen – har nedsat en arbejdsgruppe bestående af fire kvinder, der arbejder på henholdsvis et reklamebureau, et mediebureau og et PR-bureau. 

Arbejdsgruppen, der består af kvinder, som ikke er en del af ledelserne på bureauerne, hvor de arbejder, skal i første omgang komme med input til, hvordan man fremadrettet undgår sexisme på de danske bureauer. 

– Man kan godt mene, at det vil være relevant at få afdækket omfanget, men jeg ved, at det findes, og jeg er mere optaget af, hvordan vi kommer videre. Jeg har mere tillid til den her metode end til at sætte advokatfirmaer til at undersøge det, siger Tine Aurvig-Huggenberger.

Udover at nedsætte arbejdsgruppen har hun sendt et brev til sine medlemmer, hvori hun opfordrer til, at der ryddes op i den sexistiske kultur. 

Sidste år beskrev Markedsføring, at på trods af at andre brancher havde taget store, dybe og konsekvensfulde #Metoo-debatter om både fortiden og nutiden, så havde opgøret i reklamebranchen ikke rigtig rejst sig.

Markedsføring talte sidste år med bureaukilder, som fortalte om eksempler på adfærd inden for de seneste år, der havde været over stregen. Ingen ønskede dog at stå frem. 

Men det indikerede et behov for en undersøgelse, påpegede kreativ direktør hos Geelmuyden Kiese, Hanne Schmidt, der selv oplyste, at hun havde talt med unge kreative, der blandt andet havde fortalt hende om en tone, som lød ”90’er og nuller-agtig”.

Producentforeningen iværksatte, ifølge MediaWatch, en undersøgelse i kølvandet på #Metoo-bølgen, der så dagens lys i USA i 2017. Ifølge direktør Jørgen Ramskov er den snart færdig. 

Tine Aurvig-Huggenberger forventer, at man ser de første resultater af arbejdsgruppens arbejde om en til to måneder.