SF er på vej ud af krisen. Det er Danmark også. Og derfor tænker partiet positivt.
SFs første del af valgkampen kører nu i tre uger, og hvor selve filmen med Pia Olsen Dyhr som stjernen, først fra i dag seedes til maksimal spredning.
Strategien bag kampagnen kalder på en forklaring:
– Det kommende valg kan nemt ende med at blive et præsidentvalg mellem Helle Thorning og Lars Løkke. Det stiller krav til os mindre partier om at være kreative. Det skal gerne være sådan, at folk lægger mærke til vores outdoor-annoncer, når de cykler gennem byen eller glider forbi i toget, siger Thomas Brahm, kampagneleder for SF.
Pia Olsen Dyhr indgår i ”præsident-valget”?
– Vi er ikke en del af præsidentvalget, men ja, vi har bevidst valgt at lade Pia Olsen Dyhr være den bærende kraft, så i den forstand spiller vi med i den personaliserede kommunikation.
– Ved at vise Pia Olsen Dyhr som barn, ung og gammel kombinerer vi Pias egen historie med vores konkrete politiske budskaber. Det gælder både i filmen og de øvrige kampagneelementer, der hænger sammen.
Og medievalget?
– Udover de traditionelle medier som outdoor, webbannere og film fylder de nye sociale medier meget i vores kampagner. Her kan man hurtigt komme ud til mange mennesker, hvis man bruger humor og måske giver lidt mere af sig selv. Og det er endda helt gratis.
De Konservative indledte deres kampagne i går med ”at sige nej” via den store ”stop”. SF vælger den positive tilgang via fx ”børn er den bedste aktie”? Hvorfor?
– Vi vil gerne give vælgerne en chance for at vurdere, hvem de er mest enige med og derfor i sidste ende, hvem de ønsker at stemme på. Det kræver, at man siger, hvad man vil, slutter Thomas Brahm.
Foreløbig kører SFs kampagne i ugerne 15-17, men trin to er allerede skabt til launch, når statsministeren udskriver valget.
Det er Kommunikationsbureauet København, der rådgiver SF og har udviklet kampagnen.
Se kampagnefilmen her.