I dag præsenterer S-SF et fælles valggrundlag, og i et interview med Information siger Villy Søvndal, at han af frygt for at tabe valget vil nægte at udtale sig om andet end det, han er blevet enig med Thorning-Schmidt om, skriver Information.
– Vi er først og fremmest optagede af at finde ligheder. Jeg lovede mig selv efter valgnederlaget i 2007, at vi aldrig mere giver den foræring til VK, at vi ikke er velforberedte og ikke har en stærk nok alliance, siger han.
Direkte adspurgt, om partilederen vil sige, hvor det vil gøre en forskel, om man stemmer S eller SF, siger han: ”Nej, det vil jeg ikke. Så kommer vi ud i noget, der efter min bedste opfattelse vil svække sandsynligheden for at få en ny regering.
Søvndal fastholder dog, at der er forskelle mellem de to partier.
– Det, tror jeg, godt folk kan gennemskue, siger han.
Ifølge flere SF’ere er strategien kommunikeret ud i både folketingsgruppen og til landsledelsen.
Ved flere lejligheder har fremtrædende SF’ere internt udtrykt ønske om, at SF markerede sig mere selvstændigt, men langt de fleste har enten aktivt eller stiltiende bakket op om beslutningen.