Den russiske tennis-darling Maria Sharapova har det med at stjæle såvel billede som overskrifter, når hun knalder til tennisboldene i Wimbledon, Australian Open, Roland Garros og hvad de store tennis-turneringer nu ellers hedder.

Men forleden var det ikke den hårdtslående skønheds meriter på grus, græs og hard-court, der stjal mediernes opmærksomhed – det gjorde derimod en opsigtsvækkende nyhed om, at frøken Sharapova midlertidigt – det vil sige under Grand Slam-turneringen US Open, der starter i næste uge – ville skifte efternavn til Sugarpova.

Men lige så pludseligt, som det blev annonceret, er navneskiftet nu droppet. Til ESPN Tennis siger Sharapovas agent Max Eisenbud således, at ”we ultimately decided against it”.

En joke – ja, formentlig – men ikke desto mindre skrev medier over hele verden historien om, at Sharapova havde ansøgt selveste højesteret i Florida om navneændringen, som skulle  gennemføres for at skabe reklame for slik-serien ”Sugarpova”, som  tennis-esset lancerede i foråret.

Meningerne har været delte på de sociale medier, som nærmest har bugnet af kommentarer.

– How many more people have now heard of Sugarpova than had done 48 hours ago? Clever PR, skriver en på Twitter.

Og en anden:

– Really bad idea if true 4 Sharapova to want to chg name to sugarpova just for Open. Shameless marketing.

Reelle overvejelser i reklamens hellige navn – eller et billigt trick?

Steve Martin, chef for reklamebureauet M&C Saatchi Sport & Entertainment, nagler formentlig hovedet på sømmet. Han skriver på Twitter:

– She won’t do it surely! Twitter traffic has raised the Sugapova profile again and now she’ll bottle it.

Og det har hun så gjort.

Fornuftigt nok, i betragtning af, at navneændringen ville kræve ikke blot en anmodning til Floridas Højesteret, men også aflevering af fingeraftryk, et omfattende personligt baggrundstjek – og en høring i retten – så det ville formentlig slet ikke kunne nås på så kort tid.

Hvad Sharapova – som nyder godt af sponsorer som Porsche, Evian, Samsung og Tag Heuer, og som ifølge magasinet Forbes tjente rundt regnet 165 millioner kroner i det seneste regnskabsår – imidlertid med sikkerhed har fået ud af historien er en bugnende global omtale af sig selv og sit Sugarpova-mærke, som i dag sælges over det meste af verden.

Havde Sharapova gennemført stuntet, ville det i øvrigt ikke være første gang, en sportsstjerne midlertidigt ændrede sit navn i reklameøjemed.

I 2005 ændrede Snooker-veteranen Jimme White som led i en sponsoraftale med HP Sauce således sit navn til James Brown…

Se i øvrigt et underholdende indslag på ESPN Tennis om Sharapovas ændrede beslutning her.