Den mulitinationale olie- og benzingigant Shell er vant til at blive hårdt kritiseret for olieboringer i Arktis, udslip og forurening.

Men lige nu er virksomheden aktuel med et brasiliansk projekt, som burde give en noget mere positiv medieomtale.

Shell har således netop – sammen med den brasilianske fodbold-legende Pelé – åbnet en miljøvenlig fodboldbane i Rios ”favelas” – de store fattige byområder i den brasilianske hovedstad. Det skriver det britiske branchemedie The Drum.

Fodboldbanen har til formål at sikre spille-faciliteter til nye generationer af brasilianske fodboldstjerner, og så er den udstyret med energi-absorberende plader under græsdækket. Dermed genereres der energi-ressourcer ud fra spillernes bevægelser og aktivitet.

I tilgift er banen takket være solceller oplyst om aftenen, så de unge fodboldentusiaster også kan spille, selv om solen er gået ned.

Overordnet set er banen en del af Shells #makethefuture-program, som har til formål at inspirere unge og iværksætter-ivrige mennesker til at finde nye energi-teknologiske og -videnskabelige svar på, hvordan vi hjælper kloden med at overleve.

Fodboldstjernen Pelé, som deltog i åbningen af banen, siger, at den nye bane er et bevis på, at usædvanlige ting kan lade sig gøre, når videnskab og sport mødes.

Og fra Shell selv lyder budskabet:

– I 2050 vil verden forbruge 75 procent mere energi, end den gør i dag. Det kræver nye ressourcer – og en ny generation af forskere og ingeniører, der har ideerne og passionen til at udvikle dem. Denne fodboldbane viser, at mulighederne er der. Ved at tage udgangspunkt i den globale passion og interesse for fodbold, er det vores mål at fange interessen hos unge rundt om i verden og få dem til at tænke nyt omkring energi og ikke mindst uddannelsesmuligheder, siger André Araujo, der er landechef for Shell i Brasilien.

Reklamebureauet JWT London Mediacom, Possible, Edelman er bureauer på begivenheden.