I alt fem nordiske kontorer i bureauet LBi i Danmark, Norge og Sverige har fået nye fælles topchef, eller CEO, og valget faldt på danske Bettina Sherain.
Hun har stået i spidsen for LBi i Danmark siden sammenlægningen af bureauerne LBi og Triple Copenhagen i 2010.
I dag rummer det digitale fusionsbureau 80 eksperter inden for digital forretningsudvikling, som dækker alt fra strategi til teknologi over design til medier. Med organisationsændringen skal fusionselskabets tilbud gælde for kunder i hele Norden.
Gennem en længere periode har LBi-medarbejdere i de nordiske lande arbejdet sammen på tværs på de nordiske kunder som IKEA, Volvo, Mærsk og Carlsberg, fortæller Luke Taylor, der er CEO for LBi Group:
– De nordiske lande er et strategisk fokus i LBi, og jeg er meget tilfreds med at Bettina nu står i spidsen for at skabe værdi for vores kunder her. Ingen er bedre rustet end hun, til at besvare den store efterspørgsel, der er efter et bureau med strategisk modenhed til at løfte kundernes brands globalt, siger han.
Han bakkes op af Bettina Sherain.
– På tværs af de nordiske kontorer har vi en meget stærk sammensætning af strategiske, kreative, medie- og teknologiske kompetencer. Jeg glæder mig til at lede så stærkt et team, og til at skabe endnu større værdi for vores kunder.
Bettina Sherain har tidligere arbejdet i mange år for det hedengangne webbureau Framfab, hvilket stadig klæber til LBi.
– Min vigtigste opgave er at gøre LBI mere kendt i offentligheden. Vi må nok erkende, at alt for mange stadig associerer os med Framfab, og det er jo ikke kun positivt, siger hun og fortsætter: ”Vi skal ganske enkelt kendes som et meget seriøst bureau, der leverer digitale løsninger til gavn for vore mange gode kunder. Det er min væsentligste opgave at fortælle det til de nye kunder, vi forhåbentlig får ind i familien”.
De fem kontorer – Stockholm, Göteborg, Malmø, København og Trondheim – bibeholder hver især en selvstændig ledelse, så Bettina Sherain fastholder sideløbende med den nordiske titel af nordisk CEO, rollen som administrerende direktør på LBi’s danske kontor i København.