Konrad, National Museet, Mille K og Den Sorte Diamant er bare nogle af dem, der har fundet nåde hos Shortcut Guide. En guide, der skal distribueres gennem top-10 hotellerne i København.
Id‚-kvinden bag projektet er AD’er Lisbeth Lund, der sagde sit job op hos ScanDirect for halvandet år siden. Siden har hun rejst en masse, og det er bl.a. her hun har oplevet behovet for en guide, der fører turisten udenom turiststrømmen og til de steder, som kun de lokale kender til.
– Hvordan skal man finde “den lille fede caf‚”, og hvor går man, som lidt trendy og pengestærk turist hen og spiser, køber tøj, går i byen etc. Jeg har endnu ikke stødt på en sådan guide, ikke i Danmark, og heller ikke i andre storbyer, siger Lisbeth Lund, der sammen med Vinni Padilla, og to reprodrenge, Kim Nielsen og Henrik Steen udgør teamet bag guiden.
Smagsdommere
Lisbeth Lund kører sideløbende sit eget reklamebureau Zooenterprise. Og har, da hun fik ideen til guiden, ikke haft nogle ambitioner om at spinde guld på det.
– Jeg får mange ideer, men denne her syntes jeg var så god, at jeg besluttede at føre den ud i livet. Shortcut Guide er en niche-ting, da jeg fornemmede et helt klart hul i markedet. Og ja, den er en oversigt over dyre, specielle, unikke og trendy steder i København. Men unikke steder uden for København så som Louisiana i Humlebæk er også med, ligesom de Små Haver på Frederiksberg også er interessant i den sammenhæng.
– Man kan godt kalde os smagsdommere, da det er os, der udvælger, hvem der må være med i guiden. Hvis man vil skabe noget unikt, er det vigtigt hele tiden at vurdere, hvem der lever op til vores krav, og hvem der ikke gør. Samtidig er vi meget lydhøre overfor de steder vi taler med, de har nemlig også fingeren på pulsen, siger Lisbeth Lund og tilføjer:
– Det er da ingen hemmelighed, at vi ønsker at skabe snob/status omkring guiden. Turister, der ønsker at opleve det unikke og trendy, skal kunne finde det i vores guide, og ‚t “uheldigt” sted, kan ødelægge hele konceptet.
First we take Copenhagen
Shortcut guiden er en lille sag, som turisterne let kan have i lommen, når de skal udforske Københavns hotte steder. Og så er der næsten ingen annoncer i guiden, kun nogle få speciel udvalgte fra f.eks. B&O og Tivoli. Målet er at guiden skal være på 200 sider, og alle der er med får en meget smagfuld dobbeltside, hvor der både er kræset om tekst og billeder. Guiden skal være færdigproduceret d. 1. juli i år, og meningen er så, at de turister der besøger de udvalgte hoteller får guiden udleveret sammen med nøglen.
– Men guiden vil også ligge hos de steder, der er med i guiden. Og så arbejder vi også på at få et samarbejde med Wonderful Copenhagen, siger Lisbeth Lund, der samtidig kan fortælle, at der i alt er plads til 70 artikler i guiden og man indtil nu har fået cirka 40 med.
– Vi oplever en stor interesse for guiden, men mange vil gerne lige se konceptet blive ført ud i livet, førend de beslutter sig for at være med. Men vi tror helt sikkert på det her projekt, og vores mål er at guiden skal udkomme to gange om året, altså sommer og vinter, fortæller Vinni Padilla, der står for salget til guiden.
Men målsætningen stopper ikke der. For når Shortcut guiden først er blevet en succes i Danmark, ja, så er målet også at udvide konceptet til at omfatte andre storbyer i udlandet.
– Jeg har kun hørt fra en i Barcelona, at der skulle findes en lignende guide der, men jeg har ikke set den endnu. Og man kan da undre sig over, at der ikke allerede findes et koncept som vores, hvorfor jeg, når den først er kommet op og køre i Danmark, godt kunne se en lignende guide i f.eks. London og Paris, siger Lisbeth Lund fra det travle kontor i Fredericiagade. For man skal nemlig nå at få yderligere 20-30 med i guiden indenfor de næste par uger, samtidig med, at det er hårdt arbejde at følge trendsætterne lige i hælene, eller endnu bedre – at være ‚t skridt foran.