Annoncesystemet Open Adexchange, der blev lanceret som danske mediers modsvar til Google Adsense, har haft særdeles svært ved at score annoncører, og meget tyder på, at 2011 bliver et vind eller forsvind år.
Ifølge et netop offentliggjort regnskab kom selskabet ud af 2010 med et underskud på to millioner kroner, hvilket kun er marginalt bedre end forrige år, og annoncenetværket har ifølge den danske chef kun nået en tredjedel af den forventede omsætning.
– Målet har hele tiden været at nå op på en omsætning på tre millioner kroner om måneden, men dér er vi ikke kommet endnu. Vi har kun rundet en million kroner, siger Thomas Lundbye, der har titel af performance marketing director.
En række af landets netmedier, heriblandt tv2.dk, eb.dk og bt.dk, har ellers hægtet sig på netværket i håbet om at fravriste Google en del af det lukrative marked for tekstannoncering, men det har knebet med at skabe den store interesse blandt annoncørerne.
– Der er ingen tvivl om, at det er gået langsommere med at skaffe kunder, end vi havde regnet med, men ikke nok med det. Der er også mange af de annoncører, som har været inde i systemet, som har lagt færre kampagner, end vi havde håbet på, siger Thomas Lundbye.
Open Adexchange har siden lanceringen i 2008 genereret et samlet underskud på fem millioner kroner, og gælden til det norske moderselskab, Open Adexchange AS, lyder efterhånden på seks millioner kroner.