Utroligt!. 12 måneder er gået, og kalenderindholdet skal igen skiftes ud, hvis man altså ikke er udstyret med en elektronisk kalender der stort set kan alt, dog ikke koge vand.
Teknikken breder sig, hvad også er den naturligste ting i verden. Men alligevel er det som om, der er nogle områder, hvor teknikken ikke skal komme alt for tæt på. F.eks. kunne man da lige nævne juleaften. Og dog: et og andet sted læste jeg, at den er helt gal med julemændene. De kan simpelthen ikke forstå en levede dyt af, hvad de små børn fortæller dem når de kommer ind på emner som f.eks. ønskelisten. Hele dette univers af nye, tekniske gloser er som en by i Rusland og kunne nemt ende i gråd og tænders gnidsel. Derfor har Virgin-butikken i London også gjort noget ved det. De har simpelthen kørt et lynkursus for de ansatte julemænd, med hele den teknologiske menu og som en krølle på halen hvilken musik, film, videoer der hitter lige nu samt de nyeste slangudtryk. Nu skulle de engelske julemænd så være klædt på til at forstå, hvad lille Tony ønsker sig af julemanden.
Ingen reklamer, tak
For et par numre siden bragte vi her på siden en lille artikel om “Ingen reklamer, tak”, hvor vi efterlyste en profil over de mennesker, hvor budene ikke kan få afleveret tryksagerne.
Forbruger-Kontakt har taget tråden op, og i oktober måned har de så kortlagt hvem der er bag døren i de 10% danske hjem der,
her 11 år efter indførelsen, har sat et nej, tak til reklamer på
deres postkasse. I alt 251.886 husstande.
I 57% af hustandene bor en person. I 16% af husstandene er der børn. 57% har ingen bil. 49% har ikke så mange midler at det kan kaldes en formue. 46% har husstandsindkomst under 200.000 og 48% har en lejlighed der er mindre end 80 kvm.
Det er mest mennesker i København, Århus og Odense, med en del ældre og studerende, der har sat skiltene op.
25% af de 251.886 husstande har dog en noget andet profil. Det er her vi møder, eller snarere ikke møder, en del danskere med høj løn, god uddannelse og pæn formue. Der er bil i husstanden og hovedsageligt er det ejerbolig.
Er der brug for flere og mere detaljerede oplysninger kan de indhentes hos Forbruger-Kontakt.
Ingelise hitter
Bonnier Publication har som tidligere nævnt indstillet udgivelsen af 3 af deres magasiner, Men’s Health,
Bilen, Motor
og Sport samt Alt om Håndarbejde. Den sidste med et slut kontrolleret oplag i Danmark på 25.863 ( 1.h.2001) .
Så er det en hel andet magasinsnak, der gør sig gældende med det over 10 år gamle modemagasin “Ingelise”, der lige så stille har overtaget magasinet Alt om Håndarbejde fra Bonniers i både Danmark, Sverige og Norge, og hermed er vores eneste håndarbejdsmagasin/modemagasin.
Ingelise’s læserkreds bliver udvidet betydeligt, og de regner da også med, at oplaget fra januar måned bliver på omkring de 100.000.
Ingelise var med, for første gang, i Index Danmark 1.halvår 2001, og blev noteret for 133.000 læsere. Overvejende kvinder. Så mon ikke hun har fat i den lange ende af strikketøjet. Det går vist aldrig af mode at sidde med et håndarbejde.
Nyt IT-magasin
PC Pro, testmagasinet af software og hardware og netværksmagasinet ALT om NET bliver fra den 28.12 slået sammen til Št månedsmagasin og får navnet; “Alt om Net & PC Pro”. Det forventede trykoplag bliver pr. måned 18.000 og forlaget Audio Media regner med at læsertallet lander på 70.000 læsere pr. måned.
Weekout
Samarbejdet mellem AFA JCDeaux og Allers billedugeblade fortsætter også i den kommende vintersæson med kombinationen mellem hele sider i Se & Hør, Billed Bladet, Kig Ind og diverse out-door muligheder.
I alt 5 forskellige kombinationer der alle giver 50% rabat i perioden uge 47 – 06 for Allers 3 blade og i ugerne 47 – 4 for AFA’s udendørs produkter.
F.eks. koster 9 helsider og 413 busbagsider i 14 dage i HT, Odense, Ålborg, Esbjerg og Randers 336.296,-.
Bonniers Responsmedia
10 millioner nordiske husstande kan nås i løbet af 1 – 2 uger, hvis man benytter sig af Bonniers Responsmedier i både Sverige, Norge, Finland og Danmark. Ialt 8 forskellige responsmedia der udkommer spredt over hele året. Ialt 37 gange.
De kan benyttes solo eller i lande kombinationer og med indbyggede nordiske rabatmuligheder. Hvert land sit eget udgivelses- og distributionsprogram.
Scanorama Japaneese
Til april 2002 udkommer Scanorama med et nyt magasin. Scanorama Japaneese bliver et skræddersyet magasin til ruten København/Tokyo. Oplaget bliver på 15.000, hvoraf de 6.000 bliver distribueret gennem en række salgskontorer i begge lande.
Udgivelsesfrekvensen bliver på to om året og vil både indeholde selvstændige artikler samt oversatte artikler fra det Scanorama vi kender i dag.
Prisen for at kommunikere med det japanske marked er for en hel side SEK 25.000,- og det er ligeledes Avisator København ApS, der tager sig af annoncesalget.
Tidens Rejser
#BSTidens Rejser bliver fra den 18. januar det nye rejse- og livsstilsmagasin, og vil sætte fokus på rejsereportager fra fjerne egne, storbyer, charter, aktivitets- og temarejser. Altså en rejse i hele paletten.
Tidens Rejser tager munden helt fuld og kalder sig selv for Danmarks største rejsemagasin. Denne titel må vi så se, om de kan gøre sig fortjent til at bære. Magasinet får en kvartårlig udgivelsesfrekvens og et oplag på 25.000, der for de 10.000’s vedkommende distribueres til løssalg, de resterende uddeles på bla. Ferie 2002 i Bella Centret. Udgiverne er CNM A/S på 70 20 10 19 og prisen for en helside er lagt på 24.400,-. Det er iflg.
prisbladet muligt ar købe et redaktionelt indhold i bladet.