Siemens Wind Power med hovedsæde og hovedproduktion i Danmark lancerer i dag en prototype af megavindmøllen for næsen af sine nærmeste og hårdeste konkurrenter. Det er først og fremmest Vestas og General Electric(GE). Men også kinesiske Sinovel og koreanske Samsung får baghjul af Siemens. “Siemens bringer sig i en førerposition. For det første er de hurtigt ude med den nye, store mølle. For det andet har de med lanceringen af denne gearløse havmølle fået et teknologisk forspring i forhold til Vestas, amerikanske GE, kineserne og sydkoreanerne,” siger direktør Per Krogsgaard fra rådgivningsfirmaet BTM Consult.
Vestas har samtidig bebudet, at den nye mølle skal konstrueres i slutningen af næste år for at blive testet. De to selskaber havde sidste år hver omkring 45 procent af havmøllemarkedet, dvs. opstillede vindmøller målt i megawatt. I Kina gør Sinovel og Goldwin sig klar til at gå i gang med at bygge havmøller på fem til syv megawatt fra sommeren 2012. Sydkoreanske konglomerater Samsung, Daewoo og Hundai planlægger ligeledes megamøller. I 2015 ventes havmøller at udgøre knap ti procent af det globale vindmarked mod sidste års godt tre procent.