KLUMME: På de bare 15 år, der er gået siden Danmark formelt tilsluttede sig Svanen i 1997, har mærket opnået stor gennemslagskraft. Mere end 6.000 handelsnavne bærer i dag mærket, og kendskabet til Svanen ligger på omkring 90% i den danske befolkning. Til sammenligning ligger kendskabsgraden for Ø-mærket på ca. 95%. Svanen er ikke helt deroppe, men Ø-mærket har også 8 års forspring.

For virksomheden, der har opnået licens til miljømærket, ligger potentialet først og fremmest i kommunikationen på produktet. Mærket er et mærke for miljø, men af mange opfattes det i lige så høj grad som et kvalitetsstempel.

Den positive holdning til miljøet og kvaliteten på produktet kan let kommunikeres videre til hele brandet og virksomheden, også selv om hverken brand eller virksomhed som sådan har en stærkere miljø- og kvalitetsprofil, end så mange andre. Hvor Svanen er den hurtige vej for forbrugeren til at vælge miljøvenligt, er det tilsvarende den hurtige vej for virksomheden til at fremstå miljøvenlig med kvalitet.

Det er ikke gratis

Det er ikke gratis at få Svanen. Dels er der de direkte omkostninger i form af ansøgnings- og anvendelsesgebyr, dels de ressourcer, virksomheden skal lægge i form af mandetimer til udarbejdelse af ansøgningen, køb af nye materialer og eventuelt produktionsudstyr og implementering af nye processer. Forfatterne har kendskab til ansøgninger, der alt i alt har kostet virksomheden på den onde side af 1 mio. kr. Men oftest ligger investeringen i den første ansøgning nok på omkring 50.000-100.000 kr.

For mindre virksomheder er det en betragtelig investering, der derfor bør udnyttes til det yderste. Det er der mange virksomheder, der er rigtigt gode til, mens andre er knapt så gode. Og så er der nogle, hvor man kan undre sig over, hvorfor i alverden de har kastet sig ud i øvelsen. Ja, der findes virksomheder, som blot nævner, at de har en licens, og andre der ikke en gang nævner licensen på deres hjemmeside.

Der er naturligvis mange måder at hive investeringen i miljømærket hjem. Det må være op til den enkelte virksomhed at finde ud af, hvilken måde der tjener den bedst. Derfor skal der herfra kun lyde det råd, at virksomheden skal vise ejerskab over dens licens, og at den skal bruge mærket pro-aktivt til at styrke kunderelationen.

Tag ejerskab på Svanen

Virksomheden skal vise sit ejerskab ved at fortælle om, hvorfor den har investeret i licensen, og hvordan mærket passer til dens værdigrundlag. Mærket skal være en del af fortællingen om virksomhedens identitet og være med til at gøre virksomheden unik.

Det er ikke nok at poste fortællingen på hjemmesiden. Den skal med helt ud til kunden og indgå i kontakten med kunden på lige fod med pris, service og kvalitet. Selv om konkurrenterne også har miljømærket, så skal licensen bruges til at distancere sig fra dem og matche kundernes forventninger.

Med miljømærket i hånden skal kunden overbevises om, at virksomheden kan skabe værdi for ham. I bedste fald kan virksomheden indgå i dialog med kunden om, hvordan virksomheden sammen med kunden kan skabe værdi for kundens kunder og videre op i værdikæden.

Hvordan ser det så ud i virkelighedens verden? Professionelle rengøringsmidler er en stor produktgruppe under Svanen med en alenlang licensliste. Der er ikke så mange på listen over svanemærkede rengøringsvirksomheder (der er kun 3), men alligevel. Miljømærkede rengøringsmidler er et must for den miljømærkede rengøringsvirksomhed, og det samme gælder for konkurrenterne, hvis de vil tage konkurrencen på miljø op.

Det offentlige bør gå forrest

Leverer rengøringsvirksomheden serviceydelser til det offentlige, er der som nævnt i indledningen noget at hente, fordi de offentlige virksomheder – alt andet lige – gerne vil vise støtte til miljømærkerne, som de tillægger høj samfundsværdi; de offentlige virksomheder vil gerne vise borgerne, at de tager samfundsansvar.

Er det private virksomheder, der skal have gjort rent, kan værdien af miljømærket være tilsvarende stor. Kunden kan selv have kunder, som lægger vægt på miljøvenlige løsninger, og kunden har måske en miljøprofil, som miljøvenlig rengøring passer ind i. Miljøvenlig rengøring kan for eksempel være en del af ”sundheden” på arbejdspladsen.

Og sådan kan man blive ved op i varekæden og bagud fra producenten af det miljømærkede rengøringsmiddel. Blive ved, hvis altså de enkelte led i kæden husker at fortælle videre, hvad de får fra leddet før. Sker der brud på kæden, kommer investeringen ikke videre. Det er afgørende for hvert enkelt led, at værdien kommunikeres til næste led, og at næste led forstår værdien for deres kunder og bringer stafetten videre.

Den her opridsede tilgang virker ikke kun specifikt for miljømærker. Den kan rulles ud til alle andre områder inden for samfundsansvar, også kaldet CSR. Forudsætningen for at gøre det er, at virksomheden er bevidst om investeringernes potentiale til at styrke kunderelationen og videre op til kundernes relation til deres kunder.

Husk også årets første store CSR-event, ”Who Cares Wins”, der afvikles den 16. april i hotel Crowne Plaza Copenhagen Towers. Læs mere her.

 

Lidt fakta

· Bureau Veritas HSE er en international rådgivningsvirksomhed og del af Bureau Veritas Group med over 60.000 ansatte.

· Bureau Veritas HSE er førende på rådgivning om kemiske stoffer og rådgiver blandt meget andet i ansøgning om miljømærkning.

· Konceptual CSR yder rådgivning til mindre virksomheder i at skabe værdi ved at orientere CSR mod kunderne. Konceptet er, at CSR aktiviteterne, herunder miljømærker, skal bygge bro mellem virksomhedens værdigrundlag og værdi for kunderne.