Cola er kultur, amerikansk kultur. Vi kender myten om apoteker Pemberton, der i 1880’erne opfandt en kokainholdig opkvikker til erstatning for den forbudte spiritus, og vi opfatter Coca-Cola som ”the real thing” og en slurk af USA. Hver anden læskedrik er en cola, og trods alle Pepsis udbrudsforsøg er det fortsat Coke, der driks.
Herhjemme er der stadig en minoritet, der hygger sig med Jolly Cola, det danske mærke, som ikke vil dø. Om man vælger Jolly af ideologiske grunde eller blot fordi pølsevognen ikke har andet er uvist, og der er ikke noget tegn på, at man i herboende arabiske indvandrerkredse (hvor fornavnet Osama er på hitlisten) boykotter Coca-Cola. Tværtimod importerer vore nydanske næringsdrivende produktet illegalt og sparer afgifter og moms.
Sidste år forlød det, at Zam-Zam Cola fra Iran ville få europæisk premiere i Danmark på baggrund af stor salgssucces i Saudi-Arabien og omegn. Zam-Zam Cola blev ”opfundet” allerede i 1979, d a den muslimske råfascist ayatollah Khomeiny fik lov at genindføre middelalderen med en deraf følgende udrensning af amerikanske symboler. Endnu savner vi at se den persiske colavariant i detailhandelen, og vi har heller ikke stiftet bekendtskab med Mecca-Cola (motto: drik ikke dumt, drik med samvittighed), som den fransk-tunesiske muslimske forretningsmand Tawfiq Mathlouthi ellers scorede en del presseomtale på. Han havde ellers vældige visioner; ikke nok med, at 10 procent af indtægterne (brutto eller netto?) skulle tilfalde en hjælpeorganisation for palæstinensiske børn, han ville også lancere muslimske burgere, cigaretter og beklædningsgenstande. Herhjemme har vi oplevelsen til gode.
I øvrigt er Coca-Cola tapperiet i Ramallah i Palæstina en af det pinte og plagede områdes vigtigste industrivirksomheder, og trods alle vejspærringer og hindringer er det hidtil lykkedes at dække efterspørgslen, der ikke påvirkes af hadet til Israel og dets allierede
Den nyeste opløsning af ammonieret karamel og fosforsyre bl ev lanceret for to måneder siden, da Turka Colas commercials bragede igennem på alle tyrkiske tv-stationer. Også i dette tilfælde gøres der forsøg på at udnytte en anti-amerikansk folkestemning.
Det var vist nok den sovjetrussiske massemorder V. I Lenin, der forudså, at den sidste kapitalist ville sælge det reb, hvormed han skulle hænges, bare fortjenesten var god nok. Måske vil CEO og kreativ direktør Serdar Erener fra WPP Group’s Young & Rubicam, Istanbul, blive beskyldt for at flette et sådant reb, når han har accepteret det store sukkervarefirma Ulker og dens cola som kunde med det mål at erobre en fjerdedel af det voksende tyrkiske læskedrikmarked på 7,5 milliarder liter, hvoraf Coca-Cola har en andel på 57 procent og Pepsi 27 procent.
Den populære amerikanske 59-årige skuespiller Chevy Chase har forhåbentlig sikret sig en solid hyre for at være star i de to reklamespots, som skal gejle de USA-fjendtlige folkemasser til at sige Turka til deres cola. I Tyrkiet er mr. Chase en kendt aktörlerinin, hvor pub likum kender ham fra en sitcom-serie ved navn National Lampoon Vacation. I Turka-filmene er han den lidt forvirrede amerikaner, som må finde sig i, at hans omgivelser er gået over til Turka og begyndt at snakke tyrkisk. Man kan levende forestille sig, at det vækker jubel på hjemmemarkedet, når en cowboytype a la Marlboro-manden bliver forvandlet til tyrk. Få en flig af fornøjelsen på HYPERLINK “http://www.adage.com” www.adage.com .
På hjemmefronten høres ord som ”unpatriotic”, og såvel Y&R som Chevy Chase (kan man forestille sig noget mere amerikansk navn?) risikerer at blive anklaget for at træde i fjendens sold. Coca-Cola reagerer afslappet og nedsætter priserne på det tyrkiske hjemmemarked med 10 procent, mens en lokal talsmand ”hilser konkurrence velkommen”. Det er tilsyneladende koncernens policy world wide, og det er da også klogere at smile venligt fremfor at hidse sig op over en udfordrer, som måske nok kan fremkalde krusninger, men som til syvende og sidst ikke kan levere den ægte vare.
Som verd ens stærkeste brand er Coca-Cola næsten urørligt. Symbolet på the American way of life lader sig ikke lige blæse omkuld, og dets løfte og værdier for stærke til, at et tilfældigt sammenrørt brunligt sukkerpullimut fra en verdensdel, der ikke har noget at prale af andet end råolie og selvmordsterrorister, kan vælte de karakteristiske flasker. Cuba og Nordkorea er velsagtens snart de eneste stater, der endnu er holder stand, og det er endda ikke rigtigt, for en nærmere undersøgelse på Google viser, at der er Coca-Cola importeret fra Mexico på turisthotellerne. Fra samme kilde kan det i øvrigt oplyses, at det sidste svenske mærke hedder Cuba Cola; det blev lanceret i 1953, tre måneder før introduktionen af den ægte drikkevare. Sig Cuba Libre til din cola.