Zoologisk Have har taget hul på en ny, treårig strategiperiode, og i den forbindelse har man valgt ny bureau-partner.

Valget er faldet på Sunrise, og dermed siger den nu 160 år gamle have farvel til Advice.

Et bureau, som ifølge Henriette Povlsen, kommerciel chef, Zoologisk Have i København, har været ”en aktiv medspiller i den fundamentale transformation, ZOO har gennemgået de seneste tre år”:

– Vi har med hjælp fra Advice skabt en styrket brandposition for Zoologisk Have – et stærkt fundament, vi nu bygger videre på, siger hun.

Og hos Sunrise er CCO og partner, Mikkel Heideby, naturligt nok begejstret for samarbejdet:

– Vi har fået mange spændende opgaver i 2020. Men det er klart, at når man bliver indbudt til at arbejde med selve strategiplanen for en virksomhed som Zoologisk Have er det en blåstempling af vores kompetencer, siger han.

”Et naturligt træk”

At ZOO vælger at skifte bureaupartner nu, mener Henriette Povlsen ”et naturligt træk efter en vellykket treårig strategiperiode”:

Henriette Povlsen, kommerciel chef, Zoologisk Have i København. Foto: PR.

– Med ZOO Vision 2020 var ambitionen at transformere Haven til en attraktion med oplevelser og gæsteindtræk hele året rundt. Og den vækststrategi er vi i høj grad lykkedes med, siger hun og fortsætter:

– Vi har derfor genbesøgt alt fra vores vision og mission over strategiske målsætninger til helt konkrete handlingsplaner og projekter. Målet er at sikre, at vi kan komme lige så stærkt igennem de næste tre år som de foregående.  

I processen har Sunrise ” leveret værdifuld og kompetent sparring”, lyder det fra Henriette Povlsen:

– Sunrise har vist stor forståelse for vores forretning og den rejse, vi er på. Derfor var det kun naturligt at udvide samarbejdet, siger hun.

Jul i ZOO vender tilbage

Sunrise var i øvrigt pudsigt nok oprindelig med i det pitch, ZOO gennemførte for tre år siden, og hvor man endte med at gå videre med Advice.

Men nu er det altså Sunrise, der sidder med ved bordet.

Og første synlige step i samarbejdet bliver Zoologisk Haves kommende julekampagne, der går i luften i slutningen af november. 

– Jul i ZOO er en vigtig strategisk satsning for os, og denne opgave har Sunrise også løst på fortrinlig vis med et stærkt hold, siger Henriette Povlsen.

Det er tredje år Zoologisk Have byder indenfor til Jul i ZOO.