Har du nogensinde fået et visitkort af Signe Wenneberg? Bemærkede du, at hun er nødt til at tage bagsiden med for at få plads til alle titlerne?
Uddannet i retorik og kulturjournalistik fra Københavns Universitet, med speciale i motivation. Blandt meget andet: Kommunikationsrådgiver, klummeskribent, tv-vært og forfatter af (især) havebøger
Fra den 20. august er Signe Wenneberg ny administrerende direktør i mediabureauet Vizeum, der er en del af Aegis Media. Herfra begrunder CEO, Lars Bo Jeppesen, valget af den 39-årige Wenneberg:
– Hun repræsenterer den nødvendige nytænkning. Ingen second brands inden for mediabureauer har overhalet eller er på højde med deres udspring, og for ofte er der tale om en dårlig kopi. Men Vizeum skal ikke være et second brand, men et different brand. Det skal være et af Danmarks mest interessante mediabureauer, og når man skal være så markant anderledes, er det en god idé at starte med mennesker med en anden baggrund – ellers bliver det en kunstig søgen efter differentiering. Signe Wenneberg er lykkedes med alt, hvad hun har gjort. Og hvorfor? Fordi hun som journalist, kommunikationsrådgiver og forfatter er vant til at stille de rigtige spørgsmål.
Spørgsmål som ifølge Lars Bo Jeppesen kunne være, om en given kampagne skal præsenteres på tv og print, eller om fire rollemodeller kunne være løsningen?
Wennebergs evner til at spotte livsstilstrends og overføre psykologi og motivation til kommunikation vil blive sparret med to seniorfolk fra Carat:
– Martin Baaring bliver strategisk direktør i Vizeum, og Daria Radota Rasmussen bliver strategy planner. Martin har ti års media-erfaring, og Daria er stærk på sociale medier og den digitale udvikling, siger Lars Bo Jeppesen.
Samtidig får Vizeums bestyrelse et skud kompetence-doping i form af to nye medlemmer: Jens Wittrup Willumsen og Tim Frank Andersen.
– Jens Willumsen er vant til at tænke i kunder og forbrugere via sine tidligere job som viceadm. direktør i SAS, adm. direktør i Mediacom og i AIM. Tim Frank Andersen er Danmarks internet-guru og langt foran os andre. Han vil være en katalysator og inspirator for Vizeums medarbejdere.
Helt i lighed med et fodboldhold er Vizeum blevet forstærket på centrale pladser. Hvis ikke det lykkedes med den opstilling, vil det så slet ikke lykkes?
– Jeg vil sige det på den måde, at dette er min opfindelse. Hvis det her ikke lykkedes, så er det min fejldisposition. Men helt overordnet står Vizeum stærkt ud fra betragtningen om, at der kun er én måde at overleve på: At være bedst til noget andet. Ikke næstbedst til det samme.
peng