Hvilke kommercielle kommunikations-indsatser hører hjemme i it-afdelingen, og hvilke hører hjemme i marketingafdelingen?
Det er en velkendt diskussion i de fleste virksomheder, og en global undersøgelse blandt 2.200 CMO´s viser, at svaret i de fleste tilfælde er uklart.
Undersøgelsen er foretaget af business intelligence-virksomheden Teradata sammen med Forbes Insights, der har interviewet CMOer fra en række globale koncerner, heriblandt Citrix, HubSpot, Juniper Networks og Wi-Fi Alliance. Hensigten er at kortlægge, hvordan de arbejder med “silo-udfordringerne”.
Resultatet findes i en rapport, der skitserer, hvordan det kan lade sig gøre at skabe sammenhæng og integration i arbejdet mellem marketing og kommunikation. Heraf fremgår det bl.a., at 56 procent af de adspurgte CMO’er systematisk arbejder sammen med andre afdelinger, men går man et spadestik dybere, viser det sig, at en stor del af dem – omkring en tredjedel – blot koordinerer deres arbejde med andre afdelinger fra opgave til opgave.
Ingen fælles strategi
Og hele 74 procent af virksomhederne siger, at marketing- og it-afdelingerne i deres virksomhed ikke arbejder sammen strategisk.
– Teknologi er vigtigere end nogensinde for marketing og salg, og derfor er det interessant, at kun hver fjerde adspurgte CMO arbejder strategisk sammen med it-afdelingen, når det burde være den vigtigste interne samarbejdspartner, lyder det fra Per John Jensen, chef for Teradata -marketing applications,
En del af udfordringen ligger ifølge undersøgelsen i marketingafdelingerne selv. I både B2B- og B2C-virksomheder er silotænkning fremherskende blandt faggrupper inden for kommunikation og marketing, og det hæmmer effektivitet, samarbejde og udvikling i den samlede martingindsats.
– I dag har marketingcheferne både organisatoriske og teknologiske muligheder for at adressere udfordringerne ved silotækning, men hvis man virkelig skal gøre noget ved dem, kræver det en strategisk tilgang, som skaber en kultur, der ensretter beslutningsprocesserne ved at fokusere på kundeoplevelsen, slutter Per John Jensen
Rapporten, ”Breaking Down Marketing Silos”, kan du downloade her.