Unge kvinder er en interessant målgruppe. Men det er ikke alle de seneste magasinlanceringer til den målgruppe, der rammer lige præcist. Sirene dækker alene næsten 40 procent af de 15-årige piger, Bazar når knap 35 procent, mens Woman kun dækker omkring 23 procent, fremgår det af en lille analyse fra mediabureauet IUM.
– Og det vil sige, at selvom både Bazar og Woman er størst på læsertal, så når Sirene relativt set ud til cirka 12 procent flere i den målgruppe, de i virkeligheden alle går efter – nemlig de unge piger på 15-19 år, forklarer IUMs print- og radiochef Einer Nicolaisen. Han har endvidere undersøgt, om det er de samme piger man får fat i ved at annoncere i alle tre blade – og kommet frem til at det er det stort set.
– De tre titler dækker til sammen kun 55 procent af pigerne på 15 år, og som annoncør skal man altså være opmærksom på en høj grad af dobbeltdækning. For har man en gang købt Sirene, så er det begrænset hvor mange andre man får fat i ved også at annoncere i de øvrige to, vurderer han.
Einer Nicolaisen tilføjer, at Bazars og Womans læsertal er højere fordi de også har fat i et par procent af de lidt ældre kvinder, mens Sirene er mere skarpt rettet mod de 15-19 årige piger. cnb