“Det kan godt føles mærkeligt at udarbejde en kampagne for et produkt, der hverken kan mærkes, ses, høres, smages eller lugtes”.
Ordene kommer fra Søren Fohlmann fra Scanad Udviklingsbureau i Odense. Han er ansvarlig for en ny nordisk business-to-consumer kampagne for Sirius Satellite System – et “produkt” som målgruppen slet ikke kan få fingrene i – i hvert fald ikke endnu.
Sirius transporterer signaler til forbrugerne fra programudbydere som Viasat, så ved f.eks. at vælge Viasat, så vælger man også Sirius, men det handler om langt mere end det.
– Det handler i første omgang om at skabe kendskab og at brande Sirius, der på længere sigt vil lægge navn og ydelser til produkter, som forbrugerne rent faktisk kan vælge fremfor konkurrenter som Telenor, fortæller Søren Fohlmann.
Sirius satellitsystem er en svensk satellit, der svæver ca. 36.000 km. over jorden, og den er Nordens førende satellitsystem for radio-, tv- og bredbåndstjenester. Scanad i Odense vandt i en konkurrence sidste år kommunikationsbudgettet over to svenske bureauer, og skal fremover stå for kommunikationen i Norden og Baltikum.
De bløde værdier
Nærhed, oplevelser, muligheder og frihed, er de bløde værdier, som man har valgt at fokusere på i brandingen af Sirius. Det landsdækkende tv-spot, der går i luften på TV3 den 25. marts, viser øjeblikke, hvor Sirius bringer signaler ned til “dig og mig”.
– Målgruppen er primært mænd i alderen 18-40 år, men kampagnen skal også appellere til kvinderne, der skal give deres fulde accept til køb af parabol, hvorfor vi i kampagnen også viser paraboler, der er “små og fikse” i modsætning til det mindre pæne billede de fleste har af en parabol.
– Alt det omkring signaler, paraboler m.v., kan godt blive meget tungt og teknisk, derfor har vi også udviklet en meget omfattende web-side, hvor man kan finde alle de informationer, man har behov for. Tv-spottet er en teaser, hvor forbrugerne skal have navnet Sirius ind på nethinden, så det er “top of mind”, når der kommer bredbånds-produkter på markedet, indenfor både tv, radio, internet m.v., fortæller Søren Fohlmann og uddyber:
– Bredbånd i traditionel forstand er ved at blive en flaskehals, men via Sirius kan man få signalerne direkte “ind i stuen”. Medierne smelter sammen, derfor bliver satellitter også en større og større del af vores alle sammens hverdag, og altså noget vi alle skal tage stilling til på et eller andet tidspunkt. Sirus’ kunder er programudbyderne, hvor den største p.t. er Viasat. Men i nær fremtid vil enhver forbruger kunne gå ind til deres radio-tv-forhandler og selv vælge Sirius, som vil være en af de store udbydere.
Get Sirius. Get it all
Kampagnen består af et tv-spot, der vil køre på hele foråret og så igen til efteråret. Man har valgt at bringe image-annoncer i nordiske inflight-magasiner som Scanorama og Air Magazine, og at udarbejde en stor og informativ brochure, der ved tv-kampagnens start, vil ligge klar hos radio-tv-forhandlerne.
Brochuren er, ligesom tv-spottet, baseret på de bløde værdier og øjeblikke. Samtidig med det kan man finde baggrundsstof og information, samt svar på mange af de spørgsmål, som man kan forvente at forbrugerne sidder tilbage med.
Business-to-consumer kampagnen kører sideløbende med business-to-business kampagnen, der for hovedparten består af et mere omfattende og teknisk informationsmateriale.