Gennem de seneste fire år har det digitale bureau Pentia udvidet kompetencespektret til også at omfatte strategisk rådgivning inden for omnichannel, customer experience og marketing automation.

Seneste skud på stammen i den sammenhæng er et nyt, strategisk partnerskab med Agillic, hvis øvrige partnerskaber i Danmark bl.a. tæller bureauerne Responsive, Wunderman, Hjaltelin Stahl Direct, Ogilvy og Kaplan.

Det første fælles kundesamarbejde er allerede landet, og Christian Rud, CCO og partner hos Pentia, ser store muligheder i den nye konstellation.

– Samarbejdet med Agillic indebærer, at vi kan styrke marketing automation-delen af vores omnichannel services yderligere, da Agillics platform tilbyder stærke muligheder inden for 1:1-markedsføring, siger han.

– Vi har over de seneste par år styrket vores marketing-kompetencer gevaldigt, og samarbejdet med Agillic betyder, at vi i endnu højere grad kan integrere digitale adfærdsdata og dermed hjælpe vores kunder til at skabe en stærkere og mere relevant kundedialog, fortsætter Christian Rud fra Pentia, der bl.a. har Danske Spil, FK Distribution, BoConcept, Stelton, Chr. Hansen og Folketinget på kundelisten.

En stærk duo

Hos Agillic hilses partnerskabet naturligvis også velkomment, og der ses frem mod flere fælles kundecases.

– Vi er stolte af, at Pentia har valgt vores dialog-platform til at skabe øget værdi for kunderne. Pentia har alle dage haft ekstremt godt styr på at opbygge velfungerende Sitecore-platforme, siger salgschef Jakob Huus Andreasen

– Nu er tiden kommet til at omsætte de bundsolide kundedata til personaliseret dialog, der skaber direkte dokumenterbar forretningsværdi. Vi er allerede godt i gang med at lave integrationerne på det første kundesamarbejde og der er virkelig god synergi mellem kundedata fra Sitecore og eksekvering via Agillic, fortsætter han.

Rasmus Houlind, Chief Strategy Officer i Agillic, ser også store perspektiver i samarbejdet.

– Samarbejdet med Pentia er rigtig interessant for os, da Pentia med deres store viden om at bygge komplekse Sitecore-platforme bidrager med ekstra tyngde inden for at binde disse verdener sammen. Pentia kommer om bord på et godt tidspunkt, hvor markedet for denne type ydelser er i eksplosiv vækst. Der er ganske simpelt flere og flere kunder, der søger ind i dette felt, fordi der er et stort forretningspotentiale. Vi er glade for, at vi allerede har den første fælles kunde. Der går dog lidt, inden vi kan afsløre navnet, siger han.