Den kreative enklave har ret til at lægge helt ensidige kriterier til grund for bedømmelser i deres egne rammer. Det er når dette bliver ophøjet til “den rigtige rådgivning“, kæden hopper af.
Bureauernes formål, annoncørernes ønsker og forbrugernes vaner kan i denne sammenhæng være de kreative helt uvedkommende.
Mange andre brancher har helt tilsvarende problemstillinger.
I tøjbranchen er det Hautes Coutureen, som er designernes legestue, men også trendsættende for pret-a-porter. Det betyder ikke, at tøjfirmaerne tror, det er det eneste rigtige.
Bagere og konditorer konkurrerer på kringlede kunstværker – usælgeligt.
Frisørerne er langt ude med håropsætninger, som ville vække opsigt selv til Guldkorns uddeling.
Journalisterne har ofte en lille forfatter i maven og uddeler priser i forskellige kategorier.
Blomsterhandleren binder de værste rædsler på deres årlige konkurrencer.
Filminstruktørerne laver dogmefilm – et eksperiment, som viste sig at flytte grænser.
Den faglige stræben gør dem dygtige og engagerede. Sådan skal det være. At der så er nogle kreative, der forveksler det med den bedste rådgivning, og nogle kunder og kontaktfolk, som tror kreative konkurrencer har noget med dem at gøre, er en åbenlys sammenblanding af interesserne. Og især Politiken har, som Toni Ladegård skriver, enten ikke fattet noget som helst eller direkte ondt i røven.
Bureauerne er som oftest sammensat af strategisk/ kommercielle kompetencer og af kreative håndværkere (hvoraf mange dog har en sund afsætningsorienteret forståelse).
Det betyder, at bureauerne er sat i verden for at hjælpe nogle virksomheder med at udvikle og formidle kommercielle budskaber. Og det indbefatter i høj grad de kreative.
Men som i andre brancher ønsker de kreative i vores branche ganske naturligt at pleje og videreudvikle det kunstneriske gen, de fleste er begavede med. Det gør de i fællesskab ved at udfordre hinanden og belønne det, de så synes er bedst – og nytænkende.
Det ER da langt fra det samme, som at danske reklamebureauer, mener at god reklame skal være nytænkende, eller at det er vedtaget, at det, der virker, ikke må være set før.
Sandheden er meget mere kompliceret. Udbud, efterspørgsel, timing, gode produkter, kommunikation, som fanger og fastholder en købedygtig målgruppe, mediatryk m.m.
De kreative kræfter skal have lov til at prøve sig selv af og flippe ud. Det skaber innovation, og det gør det sjovere at arbejde i denne branche. Og så er det heldigvis sådan, at en stor del af de gode ideer også fanger forbrugerne. Og de skal for guds skyld sørge for at lave noget, som regelrette og kedelige bureaudirektører (som mig) og ditto kunder hader og frygter dem for. Så flytter de en branche, som heldigvis også har nogle vanvittige mennesker.
Omvendt, Tom Olsen er det bare helt enøjet at sætte nytænkning i den kreative afdeling som den eneste ægte væsentlige parameter for vores kunders succes hos forbrugeren.
Og hvis Jesper Kunde som mere marketingorienteret finder andre succesrige veje må de kreative naturligvis acceptere dette og omvendt.