Der tegner sig en tættere kamp mellem udbyderne af betalings-tv i Norden. Det sker efter at SBS, der også står bag tv-stationerne TV Danmark og Kanal 5, i sidste uge købte alle rettigheder til Canal+ i Norden. Med opkøbet får SBS et tredje ben at stå på indtægtsmæssigt. I forvejen har SBS en række TV-stationer samt flere radiokanaler i de nordiske lande.
Samtidig med opkøbet søsætter Canal+ i disse uger en kæmpe kampagne i Norden, der har til mål at befæste positionen som den ledende udbyder af betalings-tv i Norden. Canal+ har 770,000 abonnenter i Sverige, Norge, Finland og Danmark og er dermed et skridt foran den største konkurrent, Viasat som har 637.000 abonnenter. Viasat er dog størst i Danmark, og den position vil Canal+ gerne kapre på sigt.
B ente Klemetsdal, country manager for Canal+ Danmark, tror dog ikke, at positionen som nummer et i Danmark bliver med den nye kampagne, der er en firdobling af det hidtidige tryk.
– Men vi ønsker at skabe langt mere synlighed med vores produkt. Vi mener, at vi har den bedste pakke med god film og unikke sportsrettigheder, og det skal vi synliggøre, siger Bente Klemetsdal, der hvad angår salget af Canal+ understreger, at der i vidt omfang bliver tale om ”business as usual”.
I efteråret introducerede Canal+ reklamekonceptet ”Det bedste fra to verdener”, der sammenføjer kanalens udbud inden for sport og film. Nu implementerer Canal+ konceptet fuldt ud i alle nordiske lande, samt udvider kampagnen med et stærkt fokus på kanalens unikke produkt. De øvrige nordiske lande er gået videre med trin to af kampagnen, hvor fokus rettes mod kanalens personligheder/værter.
Tv-kampagnen løber af stablen i disse uger i alle nordiske lande. I Danmark vises den på TV2, TV2 Zulu, TV Danmark og Kanal 5.
Det er endnu usikkert, h vilken betydning det nye ejerskab vil få for SBS, men Markus Tellenbach, der er øverste chef for SBS Broadcasting, sagde i en pressemeddelelse i sidste uge: – Med et marked for betalings-tv, der er i udvikling og oplever en stigende efterspørgsel, er den nordiske region et oplagt sted for SBS at styrke sin position og udvide forretningen.
Med opkøbet af Canal+ vil mere end en tredjedel af indtægterne i SBS komme fra medievirksomheder, som ikke er reklame-relaterede. Samtidig står SBS nu mere lige i forhold til MTG. Begge mediekoncerner har meldt sig som mulige købere af TV 2.
Prisen for den nordiske del af Canal+ er 270 mio. euro eller godt to mia. kroner. Sidste år havde Canal+ i de nordiske lande en samlet omsætning på en mia. kroner blandt de 770.000 abonnenter .