”Hvis du bare kunne skaffe et avisbud”.
Udbruddet kommer fra Poul Erik Andersen, adm. direktør for Fyens Stiftstidende.
Han kalder manglen på avisbude for ”branchens største problem”. På den korte bane prøver Fyens Stiftstidende at løse budproblemet bl.a. ved at sætte budene i gang lige efter midnat, så de kan få heldagsjob ud af det. Fyens vil også gerne lægge flere distributionsopgaver ind.
Men det er helt basalt et spørgsmål om personalemangel; de personer, der skal omdele, findes ikke.
Og de samme gode tider, som får annoncesalget og især jobannoncesalget til at boome, gør det bare endnu sværere at finde nogen, der for en jævn betaling gider gå rundt med aviser midt om natten og midt i det danske vejr.

Slut med drenge i korte bukser

Hos Nordjyske Medier synger markedsdirektør Poul Sørensen med på den klagende sang.
– Vi mangler avisbude. Og vi er bekymrede for prisen på dem. Der er altså en verden til forskel på de der drenge i korte bukser – og så avisbude, der går til fuld timeløn.
Poul Sørensen kalder uddelingen af aviser for ”en frygtelig case”:
– Vi får vores aviser ud. Men det koster.
Hos JydskeVestkysten har den kommercielle direktør Allan Foss udsigt til stordriftsfordele og forhåbentligt færre skuffede avisabonnnenter, når JydskeVestkysten og JP/Politiken fusionerer deres distribution. For i slutningen af 2006 ”har distributionen været for ustabil”.


Nyt avisbudsfirma

De mente selv, at der var monopolrisiko – en fusion så markant, at konkurrenceloven kommer i spil.
Men JP/Politiken og Berlingske fik alligevel 28. februar Konkurrencerådets godkendelse af en fusion af deres store avisbuds-firmaer i Jylland – trods modstand fra især Nyhedsavisen, som dermed står endnu mere alene de voldsomme udfordringer på distributionen.
Med Konkurrencerådets godkendelse af det nye fællesfirma kan flere aviser deles om de alt for få jyske avisbude – præcis som det er tilfældet i hovedstaden, hvor aviserne er fælles om Bladkompagniet.
De to store bladhuse opretter det fælles selskab Dansk Avisomdeling, der er en fusion af distributionen i Århus-området og i Syd- og Vestjylland.
Reelt er det nogle datterselskaber, der lægges sammen:
JP/Politikens datterselskab hedder Jyllands-Posten Distribution A/S.
Berlingske/Mecoms datterselskab hedder Dansk Avisdistribution K/S. Det ejes reelt ligeligt af parterne bag Syddanske Medier (altså af Berlingske/Mecom og Den Sydvestjydske Venstrepresse) og er dermed en søster til JydskeVestkysten.
asj

Oplagstal for de fire store regionalaviserAvis2006? Jan. 2007Ændring i pct.     Fyens Stiftstidende?57.571?-4,4%JydskeVes tkysten?75.550?-4,5%Nordjyske Stiftstidende?73.077?-11,2%Århus Stiftstidende?31.590?-16%Total?237.788?-8,3Gennemsnit?59.447?Kilde: Dansk Oplagskontrol; udgivererklæringer (ukontrollerede oplagstal).