I en ny burgerrestaurant i storcenteret Big i Herlev lader den svenske burgerkæde Max kunden ”designe” sin egen burger på selvbetjeningsskærme.
Det er med andre ord op til dem selv, om bollen skal være grov, bøffen større, tomater vælges fra eller noget helt fjerde.
Dermed tapper Max ind i tendensen til, at forbrugerne ønsker større og større medindflydelse på det produkt, de køber.
Det kan være en anelse svært i et fastfood-koncept, hvor også ønsket om både hurtig bestilling og produktion er vigtig.
Gode svenske erfaringer
McDonald’s har tidligere kørt en større kampagne, hvor forbrugerne blev inviteret til at skabe deres bud på gode burgere, men Max tager skridtet videre ude i restauranten takket være gode erfaringer fra burgerkædens over 100 restauranter i Sverige.
I Sverige har ”Design selv”-konceptet nemlig kørt i udvalgte restauranter, og erfaringen herfra er positiv.
– Kunderne udtrykker stor tilfredshed med muligheden for at bestille selv og designe egne burgere. I Sverige har denne mulighed givet flere kunder og de første reaktioner fra vores restaurant i Herlev tyder på, at det også kommer til at ske i Danmark, fortæller Jesper Panduro, adm. for We Love Burgers, som driver Max restauranterne i Danmark.
Max i Danmark er en franchiseforretning af den svenske Max kæde, der er startet i 1968. De danske restauranter ejes af virksomheden ”We love burgers A/S”. Max har i Danmark restauranter på Gl. Torv i København og i Big i Herlev.