Var det klogt af Movias bestyrelse et fjerne de famøse ord fra 35 buslangsider i København:
– Vores samvittighed er ren! Vi hverken køber produkter fra de israelske bosættelser eller investerer i bosættelsesindustrien.
Det er som bekendt Dansk-Palæstinensisk venskabsforening, der indrykkede og betalte for budskabet. Debatten om visdommen i det er nærmest gået amok, og NGO’en har fået budskabet kendt langt ud over det, den betalte for.
Alligevel siger Otto B. Christiansen, direktør i Dansk Annoncørforening:
– Jeg er rigtig ked af den slags beslutninger. Når en offentlig virksomhed går ind og spiller smagsdommer, får jeg det dårligt. Men skal vi gå ind og se på selve sagen, vil jeg spørge: Er det budskabet eller afsenderen, der straffes af Movias bestyrelse?
Det er vel budskabet?
– Ja og nej. Sæt nu Enhedslisten indrykkede det samme budskab som et led i valgkampen. Her kunne partiet af ideologiske grunde fortælle, at de stod på palæstinensernes side. Det ville vel være legitimt, ikke sandt?
– Eller tænk på dengang, en del af venstrefløjen protesterede over de franske atom-prøvesprængninger på Moruroa. Uden at de franske vinbønder af den grund gik konkurs. De protester var også helt legitime.
– Det er meget vanskeligt at adskille politiske fra idealistiske eller kommercielle budskaber. Derfor vil jeg hellere sige: Hold snitterne fra den slags valg. Der kommer aldrig noget godt ud af at forsøge at lave berufsverbot i en åben verden, slutter Otto B. Christiansen.
De har ikke mandat til det
Nu er annoncørforeningen næppe uhildet iagttager i den sag. Hvad siger en af Danmarks førende kommunikations-eksperter?
– Jeg synes, det er et klassisk eksempel på, at man ikke har tænkt sig om, siger Frederik Preisler, partner i Mensch.
– Movia har til formål at drive transportvirksomhed, og gøre det så effektivt og lønsomt som muligt. Den eneste mening, Movia’s bestyrelse kan have om deres reklamepladser, er den forretningsmæssige. Altså, hvor meget de kan bidrage til indtjeningen.
– Det er det, der er deres mandat, og derfor de sidder i bestyrelsen. De er hverken kvalificerede eller interesserede i at bruge det mandat til at diskutere politik eller holdninger, der kommer til udtryk på en buslangside.
– Så længe budskabet ikke overtræder gældende dansk lov, er det umuligt for et transportselskabs bestyrelse at mene noget om det, uden at sætte sin professionalisme på spil, slutter Frederik Preisler.