Det vakte ikke bare kæmpe opmærksomhed, men også en del kritik, da den norske statsminister Jens Stoltenberg forleden satte sig ind i en taxa og agerede undercover-chauffør i Oslos gader som en del af Arbeiderpartiets valgkampagne.
Det var det norske reklamebureau TRY/Apt, der stod bag ideen, og på YouTube trek filmene med Stoltenberg ved rattet godt over en million visninger, allerede inden Arbeiderpartiets reelle kampagne var begyndt.
Medier fra BBC til CNN, og fra Japan til Kenya har rapporteret om stuntet, som da også har fået både positive og negative kommentarer med på vejen – ikke mindst da det kom frem, at nogle af passagererne var ”castet” og havde fået penge for at deltage.
Men spørger man danske Jakob Dreyer, adm. direktør i kommunikationsbureauet Dreyer+Kvetny, der blandt andet arbejder med netop opinionsdannelse, holdningsændringer og politisk iscenesættelse, ja, så er hans reaktion positiv.
– Grundlæggende er ideen sympatisk, hyggelig og harmløs. Den norske landsfader på mystery shopping på førersædet i en taxa. Hjertevarme situationer, masser af identifikation og kampagne i en øjenhøjde, der får ”Selskabsrejse”-filmene til at virke som socialrealistisk finkultur. Taxaturen er et PR-stunt, som man skal være en meget mavesur asket for ikke at smile over. Vores arketypiske billede af en taxachauffør er jo netop en mand, der dagligt lægger øret til folkehavet på sin tur rundt i trafikken. Den uforpligtende samtale, hverdagens hyrevogns-terapeut og afløb for passagerernes ucensurerede holdninger om alt og intet. Oplagt at lade Jens Statsminister lytte til samfundets vandrør på den måde, siger han.
Mentale skyttegrave
Jakob Dreyer mener, at Stoltenbergs køretur måske er inspireret af de mange tv-serier, hvor man maskerer en milliardær, en topchef eller lignende og sender dem ud blandt ”Hr. og Fru Kamphund, den anonyme træl ved samlebåndet eller de arbejdsløse engle i hårdt belastede boligkvarterer”.
– Det er tv skabt til at etablere eftertanke, håb, smil og sociale overraskelser. Fordi det bygger en sjælden, fordomsfri og dragende bro mellem magteliten og folk dernede i virkeligheden eller i elendigheden. Den uforudsigelige samtale henover de præfabrikerede mentale skyttegrave, lyder det fra Jakob Dreyer, som betegner stuntet som en slags kvalitativ analyse tilsat en god sjat populisme.
– Taxa’en er en fokusgruppe, passagerne er respondenter udvalgt repræsentativt blandt vælgerne på gaden, og deres udsagn er som minimum lærerige strømpile på en folkeopinion. Naturligvis dugger de videnskabelige briller hurtigt, hvis man vurderer validiteten af de udsagn, der kommer frem. Taxagæsternes udsagn bliver jo påvirket af, at de taler med statsministeren himself. Og er passagerne nu også helt tilfældigt udvalgt? Og får vi også lov at se dem, der skælder ud og brokker sig? Og så videre og så videre. Men hey – it’s only showbizz, dear.
Mener det ikke lidt billige point – og kunne du se det for dig herhjemme?
– Billige point er også en slags point. Og grundlæggende er der PR-værdi i, at en statsminister aktivt går ud blandt folket og i det mindste foregiver at have interesse for den helt almindelige vælger. Ideen hermed givet videre til danske politikere – Helle Thorning flipper burgere på MacD, Margrethe Vestager som undercover havemand i byens parker eller Lars Barfoed som P-vagt for en dag. Kun fantasien sætter grænserne – så længe man ikke spiller fransk klovn, giver publikum kvalme eller gør vold på egne værdier og personlighed, slutter Jakob Dreyer.
Og se eller gense Stoltenbergs taxa-tur her.