Man kunne jo anskaffe sig en ny mail-adresse, trykke nye visitkort og orientere sine kontaktpersoner om at gå ind i deres egen adressebog og ændre bogstaverne foran og bag snabel a’et. Sammenlagt ville manøvren vel tage et par dage. Måske ville det være en god investering, da man efterhånden kan bruge en halv snes minutter dagligt på at rengøre sin mailbox for mellem 50 og 100 ”henvendelser” fra fiktive afsendere af tåbelige tilbud. Spam er en verdensepidemi; på Google får man ca. 70 millioner hits som svar på de fire modbydelige bogstaver.
Fribytterne optræder under personnavne, der ofte kræver kontrol, da de let forveksles med eksisterende forbindelser. Ækelt, usselt, modbydeligt, tarveligt og fejt er light-ord i forhold til, hvad man i virkeligheden mener.
I USA er begrebet spam blevet en del af sproget. Trillioner af uopfordrede mails sviner de elektroniske postkasser til, og for Rachel Buchmann, en radiojournalist, blev det altså for meget . Hun modtog hele tiden uopfordrede henvendelser fra et lobbyist-agentur, der har specialiseret sig i at bombardere politikere og opinionsdannere med fundamentalistisk kristelig net-propaganda, og en dag ringede hun til foretagendet for at blive slettet af listen. Hun fik en telefonsvarer i røret og præsenterede sig høfligt med navn og mobilnummer – men ubesindigt hvæsede hun: ”I er onde, skrækkelige mennesker, I repræsenterer forfærdelige idéer. Gud hader jer. Han vil slå jeres børn ihjel. I skulle alle sammen brænde i helvede.”
Det skulle Rachel ikke have gjort, for nu var spamsvinene pludselig den forurettede part, og som specialister i lobbyistisk påvirkning lykkedes det de ”onde og skrækkelige mennesker” at få hende fyret fra radiostationen WHYY. Hyklerisk erklærer skurken, der forfulgte sit offer, at han beder for hende hver dag.
Hvis en forhandler af kopimedicin med et enkelt tastetryk distribuerer sit budskab til en halv eller en hel million adresser, får han sandsynligvis 100 nye kunder. Der vil alt id være en brøkdel af en promille, der falder for fristelsen, og så er investeringen i et bundt navne snart tjent ind.
Luk aldrig op, når de anonyme handelsmænd banker på postkassen, og lad endelig være med at svare. Det dirigerer blot e-adressen ind i et nyt kredsløb, og radiojournalistens ubehagelige oplevelse understreger, at man ikke skal sende eder, trusler og forbandelser til det møgsvin, der sidder i den anden ende. Man risikerer, at hans advokat bedømmer det berettigede vredesudbrud som terrorisme og kræver ti millioner dollars i erstatning.
Internettet har fra starten været det rene anarki, og mens det i begyndelsen var lidt sympatisk, at der kunne opstå et verdensomspændende telegrafnet uden central styring og deraf følgende brugerafgift, kunne man i dag ønske sig et slags FN i Cyberspace med myndighed til at bure de skyldige inde efter det grundlæggende princip i amerikansk strafferet: første gang giver vi en tidsbestemt straf, anden gang ligeså, men tredje gang så ta’r vi ham og putter ham i gryde n på livstid. Samme sanktion anbefales over for dem, der spekulerer i at stjæle andres firmanavne, opretter web-fælder, hacker eller udspyr virus. Man skal aldrig nedlade sig til at downloade ukendte filer og programmer.
Internettet er på ondt og godt blevet en del af ens nervesystem. Hvis netudbyderen lukker serveren i ti minutter, begynder man at svede. En halv time efter ringer man til centralen for at brokke sig (men alle vore linier er desværre optaget, vent venligst). Går der en time eller en halv dag, begynder man at ringe rundt til sine vigtigste forbindelser for at undskylde, at man ikke kan sende eller modtage, og står det på i flere dage, begynder man at frygte en nært forestående fallit, fordi hele butikken drives via nettet.
Både spam og egentlig virus føles derfor som attentater mod ens helbred, fordi det psykiske ubehag ledsages af hjertebanken, flimmer for øjnene og afmagtsfølelse. Det perfekte filter er endnu ikke opfundet, og når gangsterne opdager, at deres egen adresse er under mistanke, s kaffer de sig bare en ny.
Iværksættere, som håber at kunne skabe sig en levevej ved at maile ud i det blå, fortjener at gå konkurs i en ruf. Måske er det at gå for vidt at ønske, at de angribes af miltbrand, og at deres ægtefæller og børn sendes til udbening på en fabrik for kyllingepølser. Men alligevel. Forleden fangede en købmand i Ølstykke en indbrudstyv, som desværre døde under den civile anholdelse. Nu risikerer helten at blive straffet som skurk, og det skal man være statsfinansieret universitetsjurist for at se det rimelige i. På samme måde vil selvtægt over for skamspammerne blive hyldet af folket.