Ingen Cannes-festival uden en ”den kender vi ikke noget til”-sag.
I år er det en printannonce for den koreanske bilproducent Kia Motors, som er kommet under voldsom beskydning.
Annoncen, som er kreeret af det brasilianske reklamebureau Moma Propaganda for Kias brasilianske distributør, kritiseres for at have ”pædofile undertoner”, så nu har Kia’s amerikanske hovedkontor set sig nødsaget til at rykke ud med en reaktion.
Ikke mindst efter at annoncen – og kritikken – er rykket ud i blogosfæren og har indtaget Kias Facebook- og Twitterstrøm.
– Vi garanterer, at annoncen ikke har været, og aldrig vil blive, brugt på det amerikanske marked, skriver Kia i en meddelelse.
Michael Choo, talsmand for Kia Motors Corp. siger ifølge Automotive News, at annoncen kun har været indsendt til Cannes Lions, men slet ikke har været brugt i en reel annoncekampagne.
– De pågældende annoncer er fremstillet af et lokalt bureau i Brasilien uden hverken Kia Motors eller vores globale hovedkontors vidende. Vi har fået oplyst, at annoncerne ikke har været offentliggjort – ud over i Cannes – ligesom der heller ikke har været planer om at gøre det, hverken i Brasilien eller andre steder, skriver Choo i en email til bladet.
Dermed står det brasilianske bureau nu til at miste sin sølvløve. For ifølge Cannes-reglerne, medfører det risiko for diskvalificering at indsende materiale, som ikke er ”rigtigt”.
Det oplevede produktionsselskabet Epoch Films for tre år siden, da man havde indsendt filmen ”Speed Dressing” for varehuset JC Penney til Cannes. Filmen vandt en bronzeløve og var ifølge produktionsselskabet kreeret af Saatchi & Saatchi for varehuset, men efterfølgende ville hverken JC Penney eller reklamebureauet kendes ved den.
Epoch Films valgte efterfølgende
at trække filmen frivilligt tilbage, og vinkede dermed også frivilligt farvel til sin bronzeløve.
Og så er det i øvrigt heller ikke første gang, at et brasiliansk bureau roder sig ud i slige tvivlsomme indsendelser. Således indsendte DDB i Brasilien for to år siden både et print og et filmbidrag for WWF, som skabet en del røre.
Først benægtede både bureau og kunde at kende til materialet, men siden
indrømmede begge, at den var god nok.
Det blev dog ikke til løver i Cannes for nogen af bidragene, så den helt store skandale udeblev.
Se den omtalte Kia-annonce
her.