Mens en stor del af de europæiske forbrugere er bekymrede for deres helbred og den økonomiske vækst i 2005, så er skandinaverne yderst positive og forventer økonomisk fremgang. Vi planlægger at bruge flere penge på udlandsrejser og på hjemmet. Det viser tal fra ACNielsens Consumer Confidence Survey, som er gennemført over internettet blandt 14.000 forbrugere i 28 lande i Asien og Stillehavsområdet, Europa og USA.
Mere end halvdelen af forbrugerne i Europas største lande siger, at deres økonomi er blevet forringet de sidste seks måneder og med få tegn på bedring forbereder de sig på endnu et hårdt år i 2005. Italienerne er de mest pessimistiske – kun 21% tror, at økonomien vil forbedres i løbet af de næste 12 måneder, hvor imod hele 42% af nordmændene, som er det mest optimistiske folkefærd i Europa, tror på, at økonomien vil forbedres.
Specielt nordmænd og danskere bevarer optimismen, når det gælder 2005. Hvor nordmændene er meget splittede – 42% forventer en forbedring (primært mænd) og 31% (primært kvinder) forventer en tilbagegang – er danskerne generelt mere positive. Således forventer 38% en økonomisk fremgang, mens kun 19% forventer en tilbagegang. Der er således i Skandinavien en tro på, at hjulene nu for alvor er kommet i gang.
Europæerne har nogle forbavsende sunde vaner – især i forhold til resten af verden – hvad angår den måde, de bruger de penge, der er tilovers, når de har dækket deres fornødenheder. Da forbrugere verden over blev spurgt om deres forbrugsvaner, og hvordan de brugte de penge, de havde tilovers, efter at deres fornødenheder var dækket, svarede europæerne, at de ønskede at gå ud og nyde livet, idet ”fornøjelser uden for hjemmet” lå øverst på deres prioriteringsliste. Faktisk bruger europæiske forbrugere mere på fornøjelser uden for hjemmet end forbrugere i USA, Asien og Stillehavsområdet.
I modsætning til resten af Europa er det ikke her, de skandinaviske lande vil bruge flere penge. Danmark er førende i Norden, hvor 33% vil bruge pengene på fornøjelser uden for hjemmets 4 vægge. Kun godt 1 ud af 5 svenskere vil bruge penge på fornøjelser uden for hjemmet – og Sverige har dermed den laveste andel i Europa.
Næst efter ”fornøjelser uden for hjemmet” var den mest populære måde at bruge pengene på i næsten alle europæiske lande at sætte dem i banken, efterfulgt af forbedring/istandsættelse af hjemmet og nyt tøj, som blev nævnt af lige mange.