Entreprenørselskabet Skanska har været igennem nogle trange år, men nu er det lykkedes at få den rigtige farve på bundlinjen igen, og med et velgennemført turn-around fandt man også tiden inde til at finde en ny bureau-partner.
– Vi har haft et godt samarbejde med Nørgaard Mikkelsen, men tiden var inde til at få nogle friske øjne på. Og så ville vi også gerne have et bureau, der lå lidt tættere på end Odense, siger web-ansvarlig og marketingkonsulent Dorte Hee.
Efter en bureau-konkurrence med deltagelse af tre bureauer faldt valget på Bates/Red Cell, der er i familie med Nørgaard Mikkelsen. Dorte Hee vil ikke fortælle, hvem de to andre deltagere i konkurrencen var.
Man skal ikke vente at se Skanska på tv lige som visse andre entreprenør-selskaber.
– Vi har selvfølgelig diskuteret det – bl.a. fordi det opleves positivt for medarbejderne. Men i forhold til kunderne tror vi ikke på værdien, så vi vil søge andre løsninger, siger Dorte Hee og fortæller, at Skanska har været gennem en værdi-proces, som selvfølgelig skal foldes ud på en eller anden måde. Derfor kommer der noget image-markedsføring, men herudover er den primære aktivitet bolig-salget. fin