To journalister fra Berlingske, Jens Chr. Hansen og Søren Domino, har begået en bog om A.P. Møller-Mærsks topchef, Jess Søderberg, hvor det bl.a. hævdes, at han i flere omgange har drømt om at gøre koncernen til en betydelig aktør i telebranchen. Bogen nævner flere initiativer – bl.a. et ønske om at købe en mobil-licens samt overvejelser om at købe Tele Danmark, da selskabet blev privatiseret. Samarbejde med Mobilix og selskabet bag 3 bliver også nævnt som tanker, der har været bragt på bane.
Bogens postulater møder dog skarp kritik fra Jess Søderberg, der har afvist at medvirke til den. Informationschef Jette Clausen siger til Børsens Nyhedstjeneste, at Jess Søderberg siger om bogen, at ”der er så meget fiktion i historien, at det ikke kan kaldes en biografi men en roman”.
Han ønsker ikke at kommentere bogen yderligere.
Bogen udkommer om et par uger, og hedder: “Søderberg – Mand af Mærsk”.