Bettingfirmaet Betfair lancerede tidligere på året en kampagne, hvor der blev langet ud efter konkurrenterne.
Kampagnen kørte på TV, print og online i seks uger, og Peter Weinreich, der er country manager for Betfair i Danmark, tøver ikke med at kalde kampagnen for vellykket.
– Min overordnede konklusion er, at kampagnen har været succesfuld på samtlige parametre. Fra øget brand awareness og helt til en meget tilfredsstillende ROI alene målt på indtjeningen fra de nye kunder, som kampagnen har genereret, siger han.
Han fortæller, at selskabet på kampagnens første dag kunne se en markant stigning i antallet af nye kunder.
– Vi har gennem hele kampagneperioden ligget på over fem gange så mange kunder som normalt. Samtidig viser vores salgsmodeller (som bl.a. beregner den estimerede livstidsværdi af den enkelte kunde), at det i overvejende grad er fra heavy og medium segmentet, vi har rekrutteret, hvilket er helt i overensstemmelse med målsætningen, siger han.
Derudover har Betfair målt på brand awereness og kampagneerindring. Her er der sket en fornuftig stigning i kendskabet til Betfair, lyder det fra landechefen.
– Men de mest positive tal er blandt de personer, som erindrer at have set kampagnen. Hele 58 procent af disse personer mener, at det i høj eller meget høj grad er lykkedes at kommunikere, at Betfair har højere odds end konkurrenterne, siger han.
Nu skal det handle om tennis
Han mener, at Betfair er lykkedes med at kommunikere et enkelt, men vigtigt budskab.
– Vi har endnu ikke set et opdateret positioneringskort over markedet, men der er næppe tvivl om, at det har været med til at manifestere den position, vi ønsker at have på markedet, siger Peter Weinreich.
Det sidste parameter, Betfair trackede på var, om kampagnen fik respondenterne til at overveje at blive kunde hos Betfair, og også på dette parameter er resultaterne gode. Derudover mener han, at kampagnens TV-spot har haft en positivt afsmittende effekt på de øvrige mediegrupper, primært display og PPC.
Som filmen i toppen af artiklen viser, så er Betfair på vej med en ny runde, hvor opbygning og budskab stort set er identisk med den tidligere. Den store forskel er, at den denne gang fokuserer på tennis.
Kampagnen vil også køre med et mindre tryk, da den indtil videre kun afvikles på Eurosport i forbindelse med French Open og på TV 2 Sport i forbindelse med Wimbledon. Det skyldes ifølge Peter Weinreich, at der ikke er en lige så bred interesse for tennis, som der er for fodbold, der var omdrejningspunktet i det første spot. Kampagnen starter i weekenden.