Om et par måneder lander en rudekuvert fra Skat i postkassen hos alle danske boligejere, og i langt de fleste tilfælde vil indholdet vise, at både grundværdierne og ejendomsværdierne er raslet ned.
Særligt i hovedstadsområdet og Nordøstsjælland ser det sort ud, men gennemsnitligt er ejendommene faldet med fra 14 procent (parcelhuse) via 16 procent (sommerhuse) til 25 procent (lejligheder).
– Vurderingerne afspejler markedsudviklingen. I virkeligheden siger tallene en masse om beliggenhed. At ejerlejlighederne falder mest skyldes jo, at langt de fleste er beliggende i København, siger lektor ved CBS og ekspert i boligøkonomi, Jens Lunde.
I alt laver Skat ejendomsvurderinger på 1,6 millioner boliger, og mange danskere skal vænne sig til at deres formentlige største investeringer er faldet betragteligt i værdi.
– Det er da gruopvækkende tal. Mange kommer til at få papir på, at deres boliger er blevet en tredjedel mindre værd. Tæller vi inflationen med, så kan man lægge et par procent mere til. Det er beviserne på, at boligboblen bristede, siger Jens Lunde.
Hos realkreditinstituttet Nykredit mener cheføkonom John Madsen, at tallene kan have en gavnlig effekt på boligmarkedet.
– Det er godt for psykologien i markedet, at vi nu får et mere retvisende referencepunkt for bolighandlen for både købere og sælgere. Sælgerne holder måske ikke på samme måde fast i urealistiske salgspriser, og køberne får et mere retvisende referencepunkt for prisudviklingen. Det kan være med til at give handlen et skub i den rigtige retning, lyder det fra John Madsen.
Børsen side 1 + 16-17.