Danskerne kan se frem til skattelettelse, når de modtager lønsedlen for januar. Men det er langtfra alle familier, som får flere penge til forbrug, skriver Politiken mandag.

Titusindvis, der bor i eget hus eller rækkehus, skal nemlig betale mere i boligskat i år og ikke mindst i de følgende år.

Det er navnlig boligejere på Frederiksberg, i København, nabokommunerne og op langs kystbanen, som på den ene side får skattelettelser, men på den anden side kommer til at betale mere for at bo i eget hus.

– Det meste af den skattelettelse, som vi får med skattereformen, falder i år,” siger privatøkonom Las Olsen fra Danske Bank til Politiken.

En ganske almindelig familie i et gennemsnitligt parcel- eller rækkehus på Frederiksberg betaler i år knap 40.000 kr. i grundskat, den såkaldte grundskyld. Det er næsten 3000 kr. mere end sidste år.

Fra 2014 og de kommende 13 år vil grundskylden stige med yderligere godt 60.000 kr., så en gennemsnitlig Frederiksberg-familie med egen bolig vil betale lidt mere end 100.000 kr. i grundskyld om året, viser beregninger fra Danske Bank for Politiken.

 

Politiken