Få dage efter Skats nye anonyme sladretjeneste blev lanceret, trækker skatteministeren den tilbage.

Det skal alligevel ikke være muligt for danskere at angive hinanden for sort arbejde og socialt bedrageri gennem Skats anonyme digitale sladretjeneste.

Sådan lyder det fra skatteminister Morten Østergaard (R) i Berlingske fredag.

Det er aldrig sket før, at så mange borgere og virksomheder har anmeldt andre for socialt bedrageri og sort arbejde.

Sidste år skete det 9.750 gange, hvilket næsten er en fordobling på fire år. Stigningen har medført, at der i Skat blev oprettet en særlig afdeling med 65 medarbejdere til at håndtere sagerne.

Som reglerne fungerer i dag, kan det ikke lade sig gøre at anmelde naboen eller kollegaen anonymt, hvis anmeldelsen er sendt på en mail.

Og det skal det heller ikke være i fremtiden, selvom det blot er få dage siden, at Skat-direktør Erling Andersen lancerede forslaget.

Berlingske/ritzau/