Når et firma lægger sag an mod skat, får det kun kompensation for 25 pct. af udgifterne til advokat eller revisor. Også selv om virksomheden vinder sagen, skriver ErhvervsBladet. Det er kun privatpersoner, som får fuld kompensation for at vinde over skat.
– Det er de facto en skat på retssikkerheden. Det er uheldigt, og det er vi kede af, siger Bo Sandberg, skattepolitisk chef i erhvervsorganisationen Dansk Erhverv til ErhvervsBladet.
Hos Cepos udtrykker erhvervsjuridisk seniorkonsulent Henriette Kinnunen bekymring.
– Komplicerede skattesager kan sagtens tage op til ti år og koste selskabet millioner i revisor- og advokatbistand. Det er ikke fair. Men værre er, at det også er et retssikkerhedsmæssigt problem, hvis selskaber ikke kan få godtgjort deres omkostninger, når de vinder en sag mod Skat. Det betyder nemlig en øget risiko for, at selskaber alene af økonomiske årsager afskæres fra at anlægge sag, selv om de har ret. Hvis det er Skat, der har begået en fejl, bør selskaberne også få fuld kompensation for deres udgifter, siger Henriette Kinnunen.
En sag kan hurtigt løbe op i 100.000 eller 200.000 kroner, vurderer advokatfirmaet Bech-Bruun. Dermed skal en skattesag ofte dreje sig om store summer, før en virksomhed springer ud i at føre en sag.
ErhvervsBladet/Epn.dk