1999 blev et surt år – ikke kun for medierne – men også for reklamefilm-producenterne. I hvert fald hvis Nordisk Film kan tages som målestok.
Selskabet offentliggjorde i sidste uge sit regnskab, og af det fremgår, at omsætningen på reklamefilm i Locomotion og Nordisk Film Commercial faldt fra 60 mio. kr. i 1998 til 44 mio. i 1999. Reklamefilm var det eneste af Nordisk Films forretningsområder, der viste tilbagegang.
Dir. Rasmus Ejlers tilskriver TV2’s krise i begyndelse af 1999 en del af årsagen.
– Det virkede i hvert fald som om, krisen blev katalysatoren for, at annoncørerne droslede deres aktiviteter ned, siger Rasmus Ejlers. Han forventer, at indeværende år vil gå bedre end 1999 – men ikke helt så godt som 1998. Samtidig vil produktionen af reklamefilm i det norske selskab nu også indgå i hans omsætning.
Nordisk Film voksede totalt 67 pct. til 658 mio. kr. Ambitionen lyder på 1 milliard i 2002.
– Vi er lige nu ikke helt store nok til at kalde os for store, men vi er også for store til at lege partisankrig sammen med de små. Det er baggrunden for vækstmålene, siger adm. dir. Søren E. Jacobsen.
40 pct. af væksten er organisk, mens 60 pct. skyldes tilkøb – først og fremmest i skikkelse af filmlaboratorie-aktiviterene, som i 99 blev købt af norske Schibsted og Svensk Television. Filmlaboratorierne repræsenterer nu ca. en tredjedel af omsætningen.