Peter Hagen og Lars Dyhr – de to herrer bag et af landets første designbureauer med speciale inden for mode og livsstilssegmentet – har besluttet at gå hver til sit.
Bureauet har gennem de seneste 12 år leveret adskillige strategiske og kreative løsninger inden for bolig, beauty, mode og livsstil, og det har været 12 fantastiske år, lyder det fra bureauets kreative direktør, Peter Hagen, men nu er tiden kommet til nye tiltag.
Og det består så i en ”skilsmisse” mellem de to stiftere, idet Peter Hagen dog har valgt at fortsætte i Grey-familien.
Det gør han som kreativ direktør for det nye bureau, Copen Hagen Agency, der sammen med UncleGrey og GreyWorks fremover kommer til at udgøre Greys samlede danske bureaugruppe.
– Det er en naturlig del af Grey Denmark at have et bureau med spidskompetencer inden for design, mode og livsstil med i vores bureauportefølje – ligesom som Dyhr/Hagen med stor succes har været det, siden bureauet blev en del af Grey Denmark i 2002, siger Rolf Bach Christensen, CEO for Grey Denmark
Copen Hagen Agencys kontaktdirektør Majbrit Weidemann lover da også, at bureauet vil fortsætte Dyhr/Hagens gode stil og forretningskoncept.
– Med afsæt i vores ekspertise i markedsføring inden for mode- og livsstilssegmentet glæder vi os til at lancere en masse nye projekter og services i løbet af 2015, siger hun.
Besøg Copen Hagen Agency her.