Fra i dag vil skiltemænd betræde gader og stræder, men de vil se anderledes ud, end danskerne er vant til.
Skiltemændene er såkaldte Pixman-ambassadører, fra virksomheden Comtech, og de er et nyt bud på guerilla- og street-marketing.
Den teknologiske landvinding består i et højt stativ påmonteret en fladskærm, som ambassadørerne bærer på deres skuldre.
På skærmen kan vises eksempelvis filmtrailere, konkurrencer, reklamer for nært forestående produktlanceringer eller gode råd til turisterne i byen.
De levende reklamesøjler vil desuden engagere interesserede forbipasserende, svare på spørgsmål og uddele materiale i form af eksempelvis vareprøver eller brochurer.
Pixman stammer oprindelig fra Canada, men opererer også i en række andre lande.
– Vi forventer os meget af Pixmans forståelse af behovet for alternative medier, for at være til stede engagerende, hvor mange mennesker færdes og for at involvere folk, siger Claus Mester-Christensen, daglig leder af Comtech/urban, som bringer Pixman-konceptet til Danmark.
sm