Krisetider avler økonomisk omtanke. Og finanskrisen har påvirket beklædningsindustrien, hvor salget generelt er svigtende. Til gengæld oplever dele af nethandlen det modsatte.
Hos netbutikken sumisura.com, der sælger skjorter på nettet, både til private og til virksomheder, har man i hvert fald ikke noget at klage over.
Tal fra første kvartal i år viser nemlig en stigning på 70 procent på salg til virksomheder set i forhold til samme periode sidste år. Også salget til privat er vokset i perioden – med 20 procent.
Direktør Jeanette Borg fra Sumisura mener, at konceptet med skjorter til lave priser passer godt til markedet:
– På sumisura.com har vi oplevet en øget tilgang – både i forhold til interesse og køb – siden årsskiftet. Tilbage i september og oktober 2008 mærkede vi en vis tilbageholdenhed fra kunderne som følge af finanskrisen. Men vores vækstrater er kommet tilbage på sporet i 2009. En del af forklaringen er, at forbrugeren er blevet mere økonomisk bevidst, dog uden at de ønsker at gå på kompromis med kvalitet og eksklusivitet, siger hun.
Jeanette Borg fortæller, at sumisura.com i øvrigt også har internationale ambitioner. Ikke mindst efter overtagelsen af online-konceptet 10socks.com sidste år.
– 10socks.com er internationalt anerkendt, og det har betydet øget interesse for vores skjorter fra udlandet. Det bidrager naturligvis også til den samlede vækst, og vi ser overtagelsen som et springbræt til en decideret internationalisering af sumisura.com.